2 meget forskellige indlæg, i ét!

Jeg bliver nødt til at starte med det om min mor, selvom jeg helst ville begynde med det andet - Men min mor fylder 98 procent af min hjerne lige nu.
Jeg er fuldstændig rasende og indlægget bliver sikkert noget usammenhængende.
Da min mor lige var blevet diagnosticeret, ringede jeg til hende dagligt, for at sludre smalltalk, og høre hvordan hun havde det. Det fornemmede jeg var for meget, og besluttede at ringe hver 2-3 dag, og kun tale sygdom, hvis hun bragte det på banen og selv havde lyst til at tale om situationen - Men i takt med at tiden gik, og der intet skete, blev jeg nødt til at spørge ind. I sidste uge begyndte jeg rigtig, at blive frustreret. Ikke nok med at hun d. 30 maj, efter utallige måneder med div undersøgelser og endelig en diagnosticering for halvanden måned siden, skulle have været til behandlingssamtale, en uge efter sidste undersøgelse. Hun kom da også derind-til Roskilde-hvor hun skulle have været opereret, men kun for at få at vide, at hun nu enten skulle flyttes til Århus, eller Herlev for stråler og/eller kemo og en operation, men at hun ville modtage et brev om nærmere, inden for kort tid. Da hun fortalte mig dette, blev jeg nød til at fortælle hende om min frustration, og om at hun havde en behandlingsgaranti, på alt andet end stråler der hed 2 uger, og at de ikke havde behøvet at kalde hende ind, for at fortælle at hun ville modtage et brev, med en ny behandlingsplan, og at hun blev nød til at slå i bordet. For selvom vi har noget der kaldes et offentligt system, så er det de stærke patienter, der får den behandling de har krav på, og ikke de andre. Jeg havde selv undersøgt forskellige muligheder, og sagde at jeg syntes hun skulle gå på sundhed.dk og kigge på behandlingsgarantierne, og desuden ringe til visitationskontoret på herlev. Ligeså meget bare for at lade dem vide, at hun vidste hvad hun havde krav på, i håb om at speede dem lidt op. Desuden sagde jeg, at hvis det var mig, og jeg kunne kun gå ud fra mig, ville jeg, hvis jeg ikke inden for et par dage havde modtaget et brev med behndlingsplan, ringe til min egen læge, og sige at nu havde jeg det så skidt-min mor spiser ikke længere rigtig kost, og har tabt sig helt vildt-at jeg ikke længere kunne tage ansvar for mit eget liv, og at hun blev nødt til at få mig indlagt. Af erfaring ved jeg jo, at det så går stærkere. Min mor lød som om hun rent faktisk lyttede lidt. Herefter følte jeg, at jeg havde fået sagt nogle af de ting, hun havde krav på at høre, og sagde at jeg ikke ville blande mig mere, med mindre hun ville have min hjælp. Jeg bliver bare nødt til at gøre noget. Har altid været en pæn pige, der ikke ville træde min mor over tæerne, eller bebyrde hende, men samtidigt har jeg også mistet min far, og de sidste par år tænkt, at hvis jeg havde været lidt mere moden dengang, ville jeg kunne have hjulpet ham, og jeg vil bare ikke kunne se tilbage om et år og tænke, bare jeg alligevel havde gjort noget. Det er nu hun kan hjælpes.
Men så lod jeg hende være, og endelig ringede hun så i torsdags eller fredags og spurgte til sundhed.dk og visitationskontoret, og hvad jeg ellers synes hun kunne gøre, for nu havde hun stadig ikke hørt noget, og vi havde en god samtale. Efter at have ringet lidt rundt og patientvejlederen havde fri, kræftens bekæmpelse kun en linie, der var en telefonsvarer, og visitationen havde talt grimt til hende og bare sagt, at de ikke kunne sige noget, andet end at hun ville modtage et brev i starten af denne uge, med nærmere detaljer, gik hun desværre kold. Jeg holdt fødselsdag i søndags og hun kom og vi talte om løst og fast, men ikke situationen som sådan. Jeg besluttede så, at give hende nogle dage og ringede så her til aften. Først talte jeg om løst og fast, men da hun så nævnte, at idag havde en læge fra Roskilde ringet, for at fortælle at nu cirkulerede hendes journal mellem Herlev og Århus, da de ikke kunne blive enige om behandlingen, men at hun ville modtage et brev en af de nærmeste par dage med behandlingsplan, og at hun kunne forvente at blive kaldt til Århus for en operationssamtale. Jeg bliver helt rasende ved at skrive det igen- Med små bogstaver fortalte jeg hende, at jeg blev rasende over det her, at de har overskredet deres garanti, og bliver ved med at rode rundt, fremfor at tage en beslutning. Den bliver ikke nemmere at tage om et par dage, eller en uge, desuden kunne de for længst have opstartet kemo, så kunne de jo stoppe den igen, hvis de besluttede at opererer alligevel. Desuden tager man fucking ikke en syg cancer patient til Århus for en samtale. Vi henter sgu da heller ikke dårlige knæ og hoftepatienter til Hvidovre fra Rønne, sønderborg og Odense for at fortælle dem om operationen, så får de da samtalen over telefonen, men min mor er for skrøbelig og ville ikke tale mere om det og lagde på. Jeg er så vred. Rystende og rasende gik jeg trampende rundt herhjemme, stortudende. Min mor har nu lukket os helt ude, og vil ikke give navne på læger, og vi må ikke kontakte nogen og jeg tror også at hun har skrevet, at vi ikke må få besked om noget i journalen. Jeg ringede min mor op igen og fortalte hende, at jeg nu var så rasende, at jeg ikke længere bare kunne se på, og at det var nu hun kunne passe på hendes liv og måtte gøre noget, om ikke andet så give os de navne hun havde, så vi kunne kontakte dem, og slå fast at hun ikke tog til Århus, for en samtale. Nu ville hun ikke længere tale med mig, og jeg sagde det var cool og at hun selv måtte bestemme, men at jeg blev nød til at gøre noget, for ikke at ærgre mig bagefter, og så lovede jeg at trække mig igen nu, indtil hvis hun spurgte om hjælp-det frustrerer mig, men jeg respektere det, bare jeg kan få sagt tingene og gøre lidt indimellem, og nu krydser jeg fingrene og håber der snart sker noget.
Ikke mere om det.

Så spoler jeg tilbage, til søndag, hvor jeg syngende blev vækket på sengen. Der var morgenbrød, lavet fantastisk lagkage, stillet legetøj op til hyldest og serpentiner i hele køkkenet, derudover var hele køkkenbordet spækket med gaver, som var det en ren børnefødseldagsfest-Bagefter kørte vi på stranden og dyppede, og hyggede, hjemme igen lavede F al frokosten klar, stenbiderrogn, med salat, og brød, mens Viggo og jeg badede og dækkede op i gården. Så kom familien og vi hyggede i det dejlige vejr, og ungerne badede i badebassinet. Om aftenen købte vi bagels og kørte igen på stranden og hyggede. 

Jeg var til scanning i fredags, og lilleprutten, har sørme vendt sig. Jeg havde godt nok følt det sådan, da vi var i svømmehallen, forleden uge, men i sidste uge sagde jordemoderen, at det stadig var hans hoved der lå oppe-men scanningen bekræftede altså min fornemmelse.-Og jeg blev endnu engang bekræftet i, at jeg er mere til scanninger end jordemødre..

Væksten følger til gengæld ikke helt kurven, og der bliver mindre og mindre fostervand, så selvom jeg nu har fået en kejsersnit dato, der hedder 23 juli, sagde lægen at jeg ikke skulle regne for meget med den dato, og at vi måtte se hvad scanningen sagde om 14 dage.

Lørdag var vi til fødselsdag hos en på nørrebro. Det var superhyggeligt, og 5 ud af 7 piger, var gravide. Viggo storhyggede, og vi blev i gården på trods af tre ret massive byger, så vi var vejrbidte og trætte, da vi kørte hjem. Senere på aftenen, var vi inviteret til 30 års fødselsdag, men det var på en bar inde i byen, og selvom Viggo, som altid var inviteret med, endte Viggo og jeg med at slappe af i sengen.

Igår rundede vi så ugen af med det store børnefødselsdagsgilde for Viggo.

Familien var punktlig, men vennerne kom heldigvis dryssende lidt efter lidt, så alle ikke kom samtidigt. Vi havde bagt boller, lavet lagkager og frugt i massevis, og så sad vi nede i vores skønne gård, og solen skinnede så dejligt. Viggo blev lidt rundtosset af alle de gaver der skulle pakkes op, men nød udfaldet. Der blev badet i springvandet og vi havde lavet skattejagt, som ungerne var rigtig gode til. 

Udover min mor, har Viggos ve og vel fyldt meget det seneste stykke tid. Både på grund af kommentarer og oplevelser fra vuggestuen, og fordi han jo skulle køres ind i den nye børnehave. -Men igår da jeg hentede ham fra børnehaven, hev lederen fat i mig og fortalte at de havde observeret, at vi havde et utroligt kvikt barn, der var noget foran sin aldersmæssige udvikling. De voksne havde talt sammen, og på baggrund af oplevelser med ham, og ting han fortalte, var de meget imponeret. Det havde jeg slet ikke ventet at høre, gik herhjemme og var nervøs fordi, jeg synes, at kunne se at han ikke helt faldt ind, i forhold til at han altid sad alene og legede, men til det sagde lederen, at med børn som Viggo der opfangede mange ting og havde meget rumsterende i hovedet, var det sådan at de tit var meget følsomme, og i perioder havde brug for fred omkring sig. At det var helt naturligt, men at hun synes han, umiddelbart indgik fint i det sociale og at han bare skulle have lov til at have de rolige stunder, og at det var dejligt, som det var, at jeg kunne hente ham tidligt, så han kunne komme hjem og fordøje. Jeg var lige ved at tude da jeg gik derfra. Det var som en sten der faldt fra mit hjerte. Det har virkelig været rædselsfuldt i vuggestuen, hvor de ikke kunne rumme ham, og jeg tænkte hele tiden på hvad vi gjorde galt, og her i børnehaven, virker det, som om de tager ham som han er, uden at gøre det til et problem, men fremhæver det gode-Det var fantastisk. Tidligere på dagen havde jeg desuden købt Vi forældre-bladet, fordi de havde en overskrift der hed, Har I et følsomt barn. At læse den artikel var fuldstændigt, som at læse om Viggo. I går aftes læste F den igennem og var også helt chokkeret, over så tydeligt at kunne se Viggo i det. Der var desuden, en side hvor man kunne gå ind og teste sig selv og sit barn, i forhold til at være Higly sensitiv, det gjorde vi. Selve resultatet og testen var vag, men både Viggo og jeg scorede på samtlige spørgsmål. Det var utrolig rart at læse, at sådan er der bare nogle børn der er, og se at det vi gør er rigtigt, og godt nok, fordi vi konstant tvivler på os selv, når han ikke trives. Nu har vi noget at kunne forholde os til, og en psykolog, vi evt kan kontakte, som arbejder specielt med følsomme børn.

Tilbage i venteboksen

Min mor var til lægesamtale i onsdags-knuden i tyktarmen er tilsyneladende temmelig stor, og er måske endvidere vokset ind i både blære og livmoder. Så operationen imorgen er aflyst. Nu skal hun have tjekket blære og livmoder, og så skal hun måske have stråling, for at se om knuden kan blive mindre. Så nu følger der igen en række undersøgelser og samtale d. 30, på Viggos fødselsdag. Det er virkelig rædselsfuldt, det her.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.
Viggo er startet i børnehave, vi havde to dage af et par timer sidste uge, hvor far var med hele tiden første dag, og jeg anden dag. Idag er så første dag han skal være der alene og en halv time efter ankomst skulle de afsted på tur, og det var med klump i halsen, at Viggo blev sendt med halvdelen af gul stue (9 børn og 2 pæd) afsted. Håber, håber, håber, det bliver en god og tryg oplevelse for ham, og at han generelt biver glad for at være der.

Efter små tre måneders problemer med maven, har min mor nu fået konstateret tyktarmskræft. Hun ringede i onsdags med beskeden, og det slog benene fuldstændigt væk under mig.
Hun har som sagt haft det skidt de sidste par måneder, og jeg burde vel have set signalerne, og tænkte også hele tiden at der var en risiko, i og med at hun udsætter sig for samtlige risikofaktorer, i forhold til tyktarmskræft, men som pårørende slår man nok skodderne for, for jeg blev alligevel fuldstændig chokeret.
Hun skal igennem nogle flere undersøgelser og opereres den 22 maj. Indtil da ved vi ikke hvor slemt det står til-det er næsten, det sværeste at forholde sig til-Kan det bare fjernes med lidt tyktarm, eller skal hun have stomi og igennem et længerevarende kemoforløb, eller endnu værre?
Så vi er sat fuldstændig i venteposition. Det er rigtig ubehageligt, og stressende.
Maven arter sig heldigvis, men måske er det også bare et spørgsmål om tid, før den bukker under for alle de stresshormoner, jeg har susende rundt i kroppen.

Slut-prut-finale.

Så er Viggo ikke længere vuggestuebarn- Har jo egentlig ikke været det længe, men nu er det officielt. Vi holdt afslutning i går og han sprudlede, selvom selve afslutningen var noget kejtet, på trods af medbragt kage og godt humør.
Bagefter turede vi rundt på div legepladser og endte hos en veninde på Østerbro, hvor vi gik i parken og på en legeplads, rigtig solskins-hyggedag.
I dag klarede han ydermere 2 stive timers bankmøde, så økonomien er klar til små halvanden års barsel. Viggo sad så fint på gulvet ved siden af min stol og legede med klodser, men så tog vi også i zoo, med veninde og barn og fik fyret krudt af de næste mange timer.

En fantastisk dag med Viggo

Det kører stadig ikke med vuggestuen. Igår da jeg hentede Viggo, sagde de, at han havde haft en god formiddag og gode samspil med de andre børn, men efter frokost synes de, han var træt og ked af det. Jeg spurgte om han fik sovet, det gjorde han ikke, men de havde ladet ham ligge inde i mørket i to timer og igen og igen, sagt at han skulle blive liggende stille, og så havde han været i dårligt humør fra han stod op...
Om 14 dage skal Viggo starte i børnehave, og jeg gider ikke slås mere, så nu kommer han kun der hen, hvis jeg fra morgenen kan mærke, at jeg har det rigtig dårligt. Så idag har vi har holdt fri.

Vi har haft sådan en rolig, skøn dag. Samlede alle puderne på stuegulvet, og lå og solbadede, spillede memorycard og byggede med klodser. Senere lavede vi skøn frokost med hjemmelavet ægge- og tunsalat, og i eftermiddags lavede vi havregrynskugler. Herefter talte Viggo en halv time i telefon, med meget tålmodig farmor, som stadig er sygemeldt ovenpå sin meningitis. Under telefonsamtalen sagde Viggo, mig har leget bedste leg med min mormand, og min mormand laver fin mad med mig. Så smelter jeg fuldstændigt!