Prøver lige igen..

Der er lige lidt meget..
Vi har herhjemme nu i 6 uger haft den forfærdelige streptokok-familie på besøg, Viggo har ikke på et tidspunkt været erklæret rask, men haft den i den ene eller anden form konstant, jeg selv er på min 3 10 ugers penincillin-kur og F og Vincent er også med. Jeg har samtidigt tilbragt det meste af weekenden frem og tilbage på børneafdelingen, da Vincent fik penicillin allergi, den lille stakkel og blev rød og køende over det hele, og kastede op i stride strømme. Natten mellem fre og lør fik jeg ikke en eneste times søvn..Desuden har min mor lige haft en opblusning af sin sygdom med hospital indlæggelse og så skal Vincent døbes på søndag-Vi har godt nok hænderne fulde..
Vincent er ellers en dejlig grinbidder, og der skal rigtig meget til for at fjerne hans humør. Han er stærk og sidder allerede flot, han kan også rulle, dog kun til siden. Maden er vi gået i stå med, først havde han ondt i halsen, så fik han kvalme af medicinen, og nu er skeen der bliver proppet i hans mund 3 gange dagligt fuld af grimtsmagende antibiotika, så han vil slet ikke åbne op for mad-det er helt cool vi tager en pause, han er heldigvis så lille.
I en alder af 4 måneder er han til gengæld begyndt at bruge sut, og jeg troede vi også var kommet udenom den, men her i sygdomsperioden har han haft et enormt suttebehov, og det har været en kæmpe trøster, og nu er han aldeles hooked..

Der er lidt ro på Viggo, i øjeblikket trives han i børnehaven, de har fået en rigtig god, desværre kun midlertidig leder, som har vendt op og ned på det hele og er super-inspirerende. Viggo er tryg og udvikler sig og græder efterhånden minimalt, og har ikke brug for de samme slags pauser, når han kommer hjem. Desuden havde jeg i efteråret, måske dumt, lovet ham, at hvis han stadig var ked af institutionen til jul, så ville han blive flyttet, men jeg følte jeg måtte vise ham at han blev støtte og vi gjorde vores for at hjælpe. Efter ikke at have talt om det halvanden måned, kom han i sidste uge og sagde, at han ikke længere ville flytte børnehave. Så måske har det alligevel været en tryghed for ham.
Han fortsætter også med at imponerer os og kan aflæse ting , folk og situationer. Han er så fantastisk et lille menneske.
Glæder mig til lidt ro og overskud, og til at komme en tur ud i blogland og læse om alle jer andres liv og situationer.

Vi har været med på bølgen, og holdt efterårshygge med store bagedag i dag, kombineret med halloween-uhygge-hygge. Vi bagte to forskellige slags muffins, og Viggo synes det var en fest, bagefter pyntede vi op med spindelvæv, 100vis af edderkopper, flagermus og rotter til farmands hjemkomst først på aftenen. Det var en succes, og vi hyggede os højst upædagogisk med muffins kl 6, lige før aftensmaden!

Hvad Viggo angår har vi besluttet at besøge psykologen Ole Kyed først, og herefter tale med den pædagogiske konsulent for vesterbro, for den videre fremtid.

Vincent pludrer og smiler lystigt, til alle der er opmærksomme. Til gengæld er han kommet ud af trit med soveriet og sover ad pommeren til om dagen, med lure på max 3 kvarters varighed. Han vokser som ukrudt, og er 7 centimeter fra at være 77 cm, det var Viggo på sin 1 års fødselsdag!

Efter endnu en uge alene på skansen, mens F har været i London, kan jeg mærke, at jeg er ved at køre lidt sur i at være 'enlig mor', så det må weekenden og den næste uge forhåbentlig rette op på.
Glædelig halloween til alle i blogland.

Rod på hjernen!

Først stort undskyld for mit fravær, og end ikke et lille kuk, dernæst tak for alle beskederne. Min søster har punket mig for at gå ind og skrive til alle jer støtter i blogland. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg slet ikke været inde, siden mit sidste indlæg, jeg har haft rod på hjernen. Manglende søvn, min mors situation, Viggos situation, at være nybagt mor, og en gammel venindes forladen af Danmark, har fyldt, rumsteret og gjort at jeg ikke har kunne finde hoved og hale på mig selv og mine tanker.

-Men nu prøver jeg alligevel.
Jeg starter med Vincent, for han er da et lille lyspunkt i det hele. Han er sådan en glad og rolig dreng. Siden han var to uger har han smilet lystigt til os. Her to måneder gammel er han et rigtigt fjollehoved, der bare ligger og griner til os. Han tager 400 gr på om ugen, imod de normale 200, så han er blevet en ordentlig basse på 6500 gr. Han kører på fuld modermælk, og nogle nætter er han kun vågen 2 gange, andre spiser han nærmest løs hver anden time. Han er skøn, lækker og rigtig, rigtig sød. Vi sidder helt betaget i sofaen om aften og lader os tryllebinde af hans humør. For det er godt nok en helt anden oplevelse, end et barn med kolik. Med Viggo havde vi ikke nogen god, smilende øjenkontakt før han var omkring et halvt år.

Min mors situation har været rigtig dum, siden hun ikke blev opereret. Istedet skulle hun have kemo, så kunne hun ikke tåle kemoen, så blev hun genindlagt, da hendes operationssår sprang op, og sådan kørte det bare. Det har været virkelig svært at rumme, samtidigt med at være nybagt mor. Nu ser det heldigvis ud til at gå lidt bedre. Hun er alligevel opstartet på kemo, og har ikke så mange bivirkninger nu, samtidigt virker hun også mere frisk rent psykisk.

Det går rigtig skidt, med Viggo i børnehaven. Kort ridset op, så udtrykker Viggo selv, at han ikke kan lide at gå der, han føler sig tromlet af de andre, og føler at de ikke vil lege med ham. Vi oplever at han er dårlig til at søge kontakt, og lukker sig meget inde i sig selv, og egne lege. Vi har selvfølgelig talt meget med institutionen om det, men de negligere det, og udskyder aftalte samtaler, med argument om at der er personaleproblemer, og netop personalemangel, og skiftende vikarer kommer også til udtryk i utryghed hos Viggo. Vi overvejer meget hvad pokker vi skal stille op, og det er et fast samtaleemne i sofaen om aften.

Det var sådan kort beskrevet hvad vi dealer med, og tænker på i øjeblikket.
Jeg vender snart tilbage, og så skal jeg lige ud i blogland og se hvad der er sket siden sidst. V

At finde hverdagen igen.

Først og fremmest, så er Vincent bare så fin og dejlig, og de 2 første uger er forløbet rigtig godt. Han har været helt utrolig rolig INDTIL videre, sammenlignet med sin storebror.
Storebror har været lidt kulret, sovet lidt dårligt, men også været utrolig kærlig og omsorgsfuld, og INDTIL videre, ingen liggen på gulvet-skrig-ture.
Men hold op lige pludselig er han ikke lille Viggo længere, at se ham i forhold til Vincent, sætter godt nok tingene i perspektiv, og nu er han vores store dreng, der kan alt muligt og egentlig helst vil tingene selv. På nogle punkter tror jeg ligefrem, at han nyder at noget af det ekstrem meget fokus der altid har været på ham, er droslet noget ned.
 
Hvad angår min mor, synes jeg hun tackler det hele utroligt flot, i hvert fald udadtil, men jeg kan jo selvfølgelig ikke se hvad, der foregår inde i hovedet på hende. Hun har meddelt at hun ikke gider blomster, eller ynk, men vil have glade miner og hyggeligt samvær. Vi har været en del på visit, men har stadig svært ved at sluge det hele, og kan slet ikke holde ud at tænke på, at det er på begrænset tid, vi har hende tilbage.

Jeg smider lige et par billeder af det nye vidunder og hans dejlige storebror.
Og tak for alle jeres fine kommentarer og ord på vejen.

Vel hjemme

-og her skulle have stået om alt det dejlige og fantastiske som er sket, men ligenu overskygger min mors situation næsten alt.
Kort resume af den sidste uge; Jeg var hamrende nervøs for indgrebet, men da vi først kom ned på operationsgangen, hos gamle kollegaer og velkendte lyde og omgivelser, aftog nervøsiteten noget. Det hele gik fint, bortset fra at spinal-anæstesien ikke virkede som den skulle, så jeg blev dopet godt med morfin, og efterfølgende bræk-ture. Lægen tog sig god tid og gav masser af livmodersammentrækkende medicin, og vi var heldige at få den fantastiske faste kejsersnit-jordemoder på. Alle var virkelig søde og støttende. Vincent kom ud og var stor, fin og dejlig, og efter de værste brækture og rystelser, kunne jeg rigtig nyde ham-Desværre fik jeg også denne gang den frygtelige spinalhovedpine og har haft den værste migræne den sidste uge, men nu er den ved at klinge af. Vi nyder alle den nye familieforøgelse og udover at køre lidt hurtigt op, være lidt kulret og sove dårligt om natten, har Viggo faktisk modtaget Vincent med kys, kram og kærlighed. 

Men altså, min mor skulle så opereres i går i Århus. Men ved 4'tiden ringede min mors kæreste med den rigtige dårlige besked, at de bare havde åbnet hende, lavet en aflastende stomi, men intet fjernet og lukket igen. 

Knuden var for stor, og større end først anskuet(mon den også var det hvis behandlingsgarantien havde været overholdt??) Ved slet ikke hvad jeg skal stille op, har mest lyst til at pakke bilen og køre til Århus, men Frederik er tilbage på arbejdet, og det vil kræve, at han tager med, og tager ungerne mens jeg er på besøg. Samtidig ønsker min mor hverken blomster eller besøg, men det er meget hårdt, ikke at kunne være der hos hende og tanken om at når hendes kæreste i dag kører hjem, er hun der oppe helt alene, med alle de tanker og følelser det her må medhøre, er ubærligt. I aften får vi nærmere besked om en evt overflytning til Roskilde, hvor vi ville kunne være hos hende dagligt.

Vi druknede ikke..

..på Roskilde.-Og man kan godt mærke Viggo har været der siden han var spæd, et ægte rock-barn!
Jeg har heller ikke født endnu, og satser mere og mere på den 23, det er sgu vildt at jeg har holdt, jubii.
I går brugte jeg hele dagen, med øret mod min rødglødende tlf. Min mor er sat til operation, men i midt aug., så nu har jeg endelig fået lov at gå ind i sagen. Det er fandme for dårligt, når behandl. garantien hedder 2-3 uger..Så jeg brugte det meste af dagen på at blive stillet videre, videre, og videre. Indtil jeg kl 15.30 overraskende blev ringet op af min mors kirurg-og han kunne godt se at situationen ikke var helt heldig, og roste mig endda for min vedholdendhed i forhold til at handle- Han ville så lige se på sagen, og om hun evt kunne få behandling andet steds. Her til morgen ringede han så igen, og nu vil han få fremskyndet min mors operation, ud fra den begrundelse, at hun ikke må tabe sig mere inden operationen, så operationen bliver nu mandagen efter mit kejsersnit!

Roskilde-update.

Så er festivalen for alvor skyllet i gang!
Har som sagt deltaget siden '94, og '96 var meget våd. Husker hvordan vi gik rundt med sorte sække i gummistøvlerne og sov i vand, men intet slår i år, og det set fra en luksus-festival-deltagers-vinkel..
På vej mod festivalen i går, så vi hvordan folk allerede strømmede derfra med deres telte på ryggen, før orange scene var indviet.
Vi fandt en plads til bilen, i et roligt villakvarter, uden for store mudderpøle, og travede derfra ind i mediebyen, hvor vi i silene regn startede med at 'gemme' os i tuborgs overdækkede bar, men så måtte vi jo ud i festivalen, og vi alle var virkelig pakket godt ind i regntøj, men efter en halv time på pladsen, måtte vi igen søge ly i tuborgteltet, drivene våde. Viggo var den der tog festivalen med mest oprejst pande. Han dansede, charmede pigerne, drak sodavand i stride strømme og hyggede sig stort, men kl 22 sad vi atter i den varme bil, med et sæt venner der skulle have overnattet på festivalen, men som nu hellere ville hjem og sove, med direkte kurs mod Kbh. Viggo var glad, overgearet og fuld af festival, da vi lå i sengen kl 23. I dag tager vi en fridag, for igen i morgen at tage fuld revanche..