Søg i denne blog

tirsdag den 12. juni 2007

2 meget forskellige indlæg, i ét!

Jeg bliver nødt til at starte med det om min mor, selvom jeg helst ville begynde med det andet - Men min mor fylder 98 procent af min hjerne lige nu.
Jeg er fuldstændig rasende og indlægget bliver sikkert noget usammenhængende.
Da min mor lige var blevet diagnosticeret, ringede jeg til hende dagligt, for at sludre smalltalk, og høre hvordan hun havde det. Det fornemmede jeg var for meget, og besluttede at ringe hver 2-3 dag, og kun tale sygdom, hvis hun bragte det på banen og selv havde lyst til at tale om situationen - Men i takt med at tiden gik, og der intet skete, blev jeg nødt til at spørge ind. I sidste uge begyndte jeg rigtig, at blive frustreret. Ikke nok med at hun d. 30 maj, efter utallige måneder med div undersøgelser og endelig en diagnosticering for halvanden måned siden, skulle have været til behandlingssamtale, en uge efter sidste undersøgelse. Hun kom da også derind-til Roskilde-hvor hun skulle have været opereret, men kun for at få at vide, at hun nu enten skulle flyttes til Århus, eller Herlev for stråler og/eller kemo og en operation, men at hun ville modtage et brev om nærmere, inden for kort tid. Da hun fortalte mig dette, blev jeg nød til at fortælle hende om min frustration, og om at hun havde en behandlingsgaranti, på alt andet end stråler der hed 2 uger, og at de ikke havde behøvet at kalde hende ind, for at fortælle at hun ville modtage et brev, med en ny behandlingsplan, og at hun blev nød til at slå i bordet. For selvom vi har noget der kaldes et offentligt system, så er det de stærke patienter, der får den behandling de har krav på, og ikke de andre. Jeg havde selv undersøgt forskellige muligheder, og sagde at jeg syntes hun skulle gå på sundhed.dk og kigge på behandlingsgarantierne, og desuden ringe til visitationskontoret på herlev. Ligeså meget bare for at lade dem vide, at hun vidste hvad hun havde krav på, i håb om at speede dem lidt op. Desuden sagde jeg, at hvis det var mig, og jeg kunne kun gå ud fra mig, ville jeg, hvis jeg ikke inden for et par dage havde modtaget et brev med behndlingsplan, ringe til min egen læge, og sige at nu havde jeg det så skidt-min mor spiser ikke længere rigtig kost, og har tabt sig helt vildt-at jeg ikke længere kunne tage ansvar for mit eget liv, og at hun blev nødt til at få mig indlagt. Af erfaring ved jeg jo, at det så går stærkere. Min mor lød som om hun rent faktisk lyttede lidt. Herefter følte jeg, at jeg havde fået sagt nogle af de ting, hun havde krav på at høre, og sagde at jeg ikke ville blande mig mere, med mindre hun ville have min hjælp. Jeg bliver bare nødt til at gøre noget. Har altid været en pæn pige, der ikke ville træde min mor over tæerne, eller bebyrde hende, men samtidigt har jeg også mistet min far, og de sidste par år tænkt, at hvis jeg havde været lidt mere moden dengang, ville jeg kunne have hjulpet ham, og jeg vil bare ikke kunne se tilbage om et år og tænke, bare jeg alligevel havde gjort noget. Det er nu hun kan hjælpes.
Men så lod jeg hende være, og endelig ringede hun så i torsdags eller fredags og spurgte til sundhed.dk og visitationskontoret, og hvad jeg ellers synes hun kunne gøre, for nu havde hun stadig ikke hørt noget, og vi havde en god samtale. Efter at have ringet lidt rundt og patientvejlederen havde fri, kræftens bekæmpelse kun en linie, der var en telefonsvarer, og visitationen havde talt grimt til hende og bare sagt, at de ikke kunne sige noget, andet end at hun ville modtage et brev i starten af denne uge, med nærmere detaljer, gik hun desværre kold. Jeg holdt fødselsdag i søndags og hun kom og vi talte om løst og fast, men ikke situationen som sådan. Jeg besluttede så, at give hende nogle dage og ringede så her til aften. Først talte jeg om løst og fast, men da hun så nævnte, at idag havde en læge fra Roskilde ringet, for at fortælle at nu cirkulerede hendes journal mellem Herlev og Århus, da de ikke kunne blive enige om behandlingen, men at hun ville modtage et brev en af de nærmeste par dage med behandlingsplan, og at hun kunne forvente at blive kaldt til Århus for en operationssamtale. Jeg bliver helt rasende ved at skrive det igen- Med små bogstaver fortalte jeg hende, at jeg blev rasende over det her, at de har overskredet deres garanti, og bliver ved med at rode rundt, fremfor at tage en beslutning. Den bliver ikke nemmere at tage om et par dage, eller en uge, desuden kunne de for længst have opstartet kemo, så kunne de jo stoppe den igen, hvis de besluttede at opererer alligevel. Desuden tager man fucking ikke en syg cancer patient til Århus for en samtale. Vi henter sgu da heller ikke dårlige knæ og hoftepatienter til Hvidovre fra Rønne, sønderborg og Odense for at fortælle dem om operationen, så får de da samtalen over telefonen, men min mor er for skrøbelig og ville ikke tale mere om det og lagde på. Jeg er så vred. Rystende og rasende gik jeg trampende rundt herhjemme, stortudende. Min mor har nu lukket os helt ude, og vil ikke give navne på læger, og vi må ikke kontakte nogen og jeg tror også at hun har skrevet, at vi ikke må få besked om noget i journalen. Jeg ringede min mor op igen og fortalte hende, at jeg nu var så rasende, at jeg ikke længere bare kunne se på, og at det var nu hun kunne passe på hendes liv og måtte gøre noget, om ikke andet så give os de navne hun havde, så vi kunne kontakte dem, og slå fast at hun ikke tog til Århus, for en samtale. Nu ville hun ikke længere tale med mig, og jeg sagde det var cool og at hun selv måtte bestemme, men at jeg blev nød til at gøre noget, for ikke at ærgre mig bagefter, og så lovede jeg at trække mig igen nu, indtil hvis hun spurgte om hjælp-det frustrerer mig, men jeg respektere det, bare jeg kan få sagt tingene og gøre lidt indimellem, og nu krydser jeg fingrene og håber der snart sker noget.
Ikke mere om det.

Så spoler jeg tilbage, til søndag, hvor jeg syngende blev vækket på sengen. Der var morgenbrød, lavet fantastisk lagkage, stillet legetøj op til hyldest og serpentiner i hele køkkenet, derudover var hele køkkenbordet spækket med gaver, som var det en ren børnefødseldagsfest-Bagefter kørte vi på stranden og dyppede, og hyggede, hjemme igen lavede F al frokosten klar, stenbiderrogn, med salat, og brød, mens Viggo og jeg badede og dækkede op i gården. Så kom familien og vi hyggede i det dejlige vejr, og ungerne badede i badebassinet. Om aftenen købte vi bagels og kørte igen på stranden og hyggede. 

4 kommentarer:

  1. Tillykke med fødselsdagen forleden - det lyder som en perfekt dag! Jeg bliver også helt rasende, når jeg hører din mors historie og det ærgrer mig, at hun ikke vil lade jer gøre noget. Desværre tror jeg det er meget typisk for vores forældres generation at være ekstremt autoritetstro - hvis de har med læger, advokater o.l. at gøre så tør de ikke sige imod. Det kender jeg i hvert fald både fra mine forældre og mine svigerforældre, som i andre sammenhænge ellers ikke har problemer med at sige fra... (bl.a. overfor ekspedienter, servitricer osv. som ofte ikke har fortjent det:-)). Jeg håber din mor lader jer hjælpe hende - det lyder lidt som om hun ikke helt kan overskue situationen - det er måske for meget på én gang, at skulle forholde sig til både sygdom og bureaukrati....
    Tanker fra Søs

    SvarSlet
  2. Puh, kan godt forstå, du bliver gal og ked og frustreret.

    Min erfaring - og bekendtes erfaring - er, at man virkelig skal være stærk for at være syg. At man skal kræve sin ret, spørge og undersøge, hvis man skal have den bedste behandling. Og følge op på alting. Så du har jo ret.

    Men det er jo svært. For det er jo din mor, der er syg. Hendes krop, hendes helbred. Din mor ja - men hendes liv. Så hvor meget må man blande sig, hvis det er uønsket? Jeg ved det ikke. Forstår dig dog til fulde.

    Tænker om der mon er en grund til, at din mor lukker jer ude? Bliver hun mon skræmt, når du siger, du bliver rasende på lægerne? Frygter hun, at hun bliver stemplet som patienten med den krævende, hysteriske datter, hvis I blander jer? Bliver hun mon stresset af at få påpeget alle de ting, hun burde gøre for at få en bedre behandling - fordi hun ikke kan overskue det? Bliver hun mon bange, fordi du (med rette) tager situationen meget alvorligt og er bange for at miste hende - bliver det mon lidt for virkeligt for hende så?

    Ja, jeg kaster bare lige et par tanker op i luften. Forstår godt at du er rasende. Og ked af det. Ked af at din mor er syg. Og ked af, at der er så uendeligt lidt, du kan gøre. Det er bare så uretfærdigt.

    SvarSlet
  3. Tillykke med fødselsdagen. Det lyder som en dejlig dag...
    Mht din mor, må jeg sige at jeg til fulde forstår dine følelser. Det er jo bare ikke til at holde ud at man ikke kan -eller må - blande sig. Jeg tænker også, hvad det mon er, der får din mor til at sige fra? Måske hvis du skrev et brev til hende, hvor du forklarer, at du meget gerne vil hjælpe, fordi du ikke kan undvære hende, fordi du gerne vil støtte hende og fordi du selv har brug for at gøre noget. Måske ville det løsne op. Jeg håber godt nok, at du/I får lov. Både for hendes skyld og for din. Magtesløsheden er jo bare den værste af alle hekse.

    SvarSlet
  4. Tak for lykønskningerne, og jeres gode og betænksomme overvejelser omkring situationen, med min mor.

    Som sygeplejersker, ser jeg jo selv de her situationener, gang på gang, og har selv tidligere, haft tænkt over hvordan det ville være at stå i sådan en omgang selv, men jeg må sige, at når man står her med følelserne uden på tøjet, og skal deale med at ville hjælpe, da jeg jo synes jeg har noget kompetence og erfaring, hun skal bruge og samtidig føle, at hun er helt uden for rækkevidde, er fandeme hårdt. Til gengæld er jeg de sidste par dage nået frem til, at jeg nu har sagt og gjort hvad jeg kunne, og at hun jo så må gøre det på hendes måde, og så står jeg der jo klar, hvis hun får brug for det.
    Og så krydser jeg fingrene for at hun ikke ryger i svinget, på den bekostning!

    SvarSlet