tag:blogger.com,1999:blog-89919520093058829.post4306799469683447357..comments2023-09-07T08:35:45.579-07:00Comments on SUPPEDAS: 2 meget forskellige indlæg, i ét!Vibstjerthttp://www.blogger.com/profile/16928594099657604837noreply@blogger.comBlogger4125tag:blogger.com,1999:blog-89919520093058829.post-78224572438064235772007-06-17T00:01:00.000-07:002007-06-17T00:01:00.000-07:00Tak for lykønskningerne, og jeres gode og betænkso...Tak for lykønskningerne, og jeres gode og betænksomme overvejelser omkring situationen, med min mor.<BR/><BR/>Som sygeplejersker, ser jeg jo selv de her situationener, gang på gang, og har selv tidligere, haft tænkt over hvordan det ville være at stå i sådan en omgang selv, men jeg må sige, at når man står her med følelserne uden på tøjet, og skal deale med at ville hjælpe, da jeg jo synes jeg har noget kompetence og erfaring, hun skal bruge og samtidig føle, at hun er helt uden for rækkevidde, er fandeme hårdt. Til gengæld er jeg de sidste par dage nået frem til, at jeg nu har sagt og gjort hvad jeg kunne, og at hun jo så må gøre det på hendes måde, og så står jeg der jo klar, hvis hun får brug for det.<BR/>Og så krydser jeg fingrene for at hun ikke ryger i svinget, på den bekostning!Vibstjerthttps://www.blogger.com/profile/16928594099657604837noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-89919520093058829.post-78439963562200504882007-06-13T12:40:00.000-07:002007-06-13T12:40:00.000-07:00Tillykke med fødselsdagen. Det lyder som en dejlig...Tillykke med fødselsdagen. Det lyder som en dejlig dag... <BR/>Mht din mor, må jeg sige at jeg til fulde forstår dine følelser. Det er jo bare ikke til at holde ud at man ikke kan -eller må - blande sig. Jeg tænker også, hvad det mon er, der får din mor til at sige fra? Måske hvis du skrev et brev til hende, hvor du forklarer, at du meget gerne vil hjælpe, fordi du ikke kan undvære hende, fordi du gerne vil støtte hende og fordi du selv har brug for at gøre noget. Måske ville det løsne op. Jeg håber godt nok, at du/I får lov. Både for hendes skyld og for din. Magtesløsheden er jo bare den værste af alle hekse.Signe og Janhttps://www.blogger.com/profile/05861238424202295230noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-89919520093058829.post-22641864336611857842007-06-13T12:09:00.000-07:002007-06-13T12:09:00.000-07:00Puh, kan godt forstå, du bliver gal og ked og frus...Puh, kan godt forstå, du bliver gal og ked og frustreret. <BR/><BR/>Min erfaring - og bekendtes erfaring - er, at man virkelig skal være stærk for at være syg. At man skal kræve sin ret, spørge og undersøge, hvis man skal have den bedste behandling. Og følge op på alting. Så du har jo ret. <BR/><BR/>Men det er jo svært. For det er jo din mor, der er syg. Hendes krop, hendes helbred. Din mor ja - men hendes liv. Så hvor meget må man blande sig, hvis det er uønsket? Jeg ved det ikke. Forstår dig dog til fulde.<BR/><BR/>Tænker om der mon er en grund til, at din mor lukker jer ude? Bliver hun mon skræmt, når du siger, du bliver rasende på lægerne? Frygter hun, at hun bliver stemplet som patienten med den krævende, hysteriske datter, hvis I blander jer? Bliver hun mon stresset af at få påpeget alle de ting, hun burde gøre for at få en bedre behandling - fordi hun ikke kan overskue det? Bliver hun mon bange, fordi du (med rette) tager situationen meget alvorligt og er bange for at miste hende - bliver det mon lidt for virkeligt for hende så? <BR/><BR/>Ja, jeg kaster bare lige et par tanker op i luften. Forstår godt at du er rasende. Og ked af det. Ked af at din mor er syg. Og ked af, at der er så uendeligt lidt, du kan gøre. Det er bare så uretfærdigt.Frøkenhathttps://www.blogger.com/profile/18111973140754116117noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-89919520093058829.post-7888645678127860152007-06-13T01:01:00.000-07:002007-06-13T01:01:00.000-07:00Tillykke med fødselsdagen forleden - det lyder som...Tillykke med fødselsdagen forleden - det lyder som en perfekt dag! Jeg bliver også helt rasende, når jeg hører din mors historie og det ærgrer mig, at hun ikke vil lade jer gøre noget. Desværre tror jeg det er meget typisk for vores forældres generation at være ekstremt autoritetstro - hvis de har med læger, advokater o.l. at gøre så tør de ikke sige imod. Det kender jeg i hvert fald både fra mine forældre og mine svigerforældre, som i andre sammenhænge ellers ikke har problemer med at sige fra... (bl.a. overfor ekspedienter, servitricer osv. som ofte ikke har fortjent det:-)). Jeg håber din mor lader jer hjælpe hende - det lyder lidt som om hun ikke helt kan overskue situationen - det er måske for meget på én gang, at skulle forholde sig til både sygdom og bureaukrati....<BR/>Tanker fra SøsAnonymousnoreply@blogger.com