Søg i denne blog

torsdag den 6. februar 2014

Da tiden gik i stå, og alting faldt i hak..



..ligger ikke længere tilbage end i tirsdags, klokken 14.15 for at være helt præcis. Efter 9 års vildfaren jagt, 3 forskellige psykologforløb, test, observationer, og hele tiden at have fuldt eksperters råd uden at føle, at det helt var nok. Med en dreng der aldrig helt virkede til at trives, uanset hvor meget jeg støttede, skærmede og satte rammer op, bad jeg i efteråret i samråd med Viggos klasselærer, skolepsykologen om en henvisning til en børnepsykiatrisk udredning, og bum! Efter en måneds udredning var diagnosen klar. Viggo som hele tiden var blevet udredt til at være ekstrem sensitiv med en vanvittig høj IQ, fik pludselig diagnosen meget højt begavet infantil autist på overarbejde, bum! 
Fuck, og yes! 
Viggo er jo den samme, det ændrer intet, men fuck, fordi jeg nu med sikkerhed ved, at min fornemmelse hele tiden har været rigtig, og min lille, store, fantastiske dreng ikke bare kan modne sig ud af sine udfordringer, selvom det naturligvis også vil hjælpe ham. 
Yes, fordi andre nu kan se/kommer til at se hvad jeg ser, og Viggo får de rammer og redskaber han så meget har brug for, og forhåbentlig bliver mødt af en større forståelse-men igen FUCK, fordi jeg også med sikkerhed nu ved, at hans hverdag virkelig er en stor forvirrende kamp for at forstå og indgå på samme præmisser som os andre. At han har været sat under det pres alt for længe, hvilket har skabt en stor angst i ham, og det piner mig!

7 kommentarer:

  1. Det glæder mig, at tingene falder i hak. Jeg kan godt forstå, at det piner dig, det pres han har været udsat for... men det er jo sket fordi I gerne ville forstå, sket fordi I ville hjælpe ham og vejen har været lang. Jeg er tilgengæld slet ikke i tvivl om, at han har fået båse rummelighed og kærlighed af dig undervejs og nu kan I begge trække vejret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Frederikke. Jeg føler også at vi har gjort, hvad vi kunne undervejs. Jeg er bare ked af, at det ikke er blevet 'opdaget' tidligere, især fordi jeg synes, at vi selv har været meget opsøgende, men alt i alt er jeg selvf glad for at der endelig sker noget nu.

      Slet
  2. Jeg kan virkelig godt forstå dine både 'fuck' og 'yes' tanker omkring det - og jeg tænker også, hvor er han altså heldig at du har holdt ved, har fulgt din intuition og kæmpet en kamp for, at han skal have de allerbedste rammer og vilkår at vokse op i.

    Og P.S
    Jeg blev altså også lidt glad for, at du er her igen … ;) Jeg synes, det er sådan en skøn indstilling du har til mange ting og fine små glimt du deler (også når det gælder de svære ting og stormvejret i livet) Dine ord får mig ofte til at reflektere over hverdagen, børnene og mange af de øjeblikke, der er vigtige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Ann-Christine, tusind tak, hvor er du sød!! Forleden dag bladrede jeg ned igennem bloggen, og kunne virkelig se, og igen mærke den 'kamp' vi har været igennem-Hvordan jeg hele tiden ikke følte, vi helt gjorde det rigtige/fik den rigtige hjælp, og hvor mange tanker jeg har gjort mig om det lige fra starten. Jeg kan slet ikke forstå at det har taget så længe at komme hertil, men når det er sagt, er jeg selvf lykkelig for at han nu kan få den hjælp, han behøver.

      Du kan tro, jeg også blev glad for at du er her endnu, med din skønne, inspirerende blog, som jeg har nydt sådan at læse, og gør igen, tak til dig også fordi du deler!

      Slet
  3. Sikken en modig fortælling! Det må være virkelig svært at håndtere, for på den ene side er det jo fantastisk, at der endelig er kommet svar på, hvorfor din dreng har haft det så svært. På den anden side er det mega hårdt at vide, at han altid vil kæmpe med de udfordringer. Jeg håber det bedste for dig og hele din familie :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Ditte-den er vild at sluge, og jeg er stadig ved at synke og forstå at det er det, men rart med afklaring!
      Jeg glæder mig til at følge dine smukke billeder her istedet, fedt du også stadig er her! God søndag.

      Slet
  4. Puh... Hvor viser det bare, at det betaler sig at slås for sine børn! Jeg kan genkende Yes!/Fuck! følelsen, og hvor er vi bare kommet langt siden...
    Faktisk vil jeg anbefale dig at kigge på GC, hvis I ikke allerede er medlem ;) Vi har mange dejlige børn og voksne i foreningen - mange med lignende udfordringer og diagnoser.
    - Og så kunne det jo være skønt at lære dig og dine dejlige unger at kende IRL :)

    SvarSlet