Søg i denne blog

tirsdag den 11. december 2007

Prøver lige igen..

Der er lige lidt meget..
Vi har herhjemme nu i 6 uger haft den forfærdelige streptokok-familie på besøg, Viggo har ikke på et tidspunkt været erklæret rask, men haft den i den ene eller anden form konstant, jeg selv er på min 3 10 ugers penincillin-kur og F og Vincent er også med. Jeg har samtidigt tilbragt det meste af weekenden frem og tilbage på børneafdelingen, da Vincent fik penicillin allergi, den lille stakkel og blev rød og køende over det hele, og kastede op i stride strømme. Natten mellem fre og lør fik jeg ikke en eneste times søvn..Desuden har min mor lige haft en opblusning af sin sygdom med hospital indlæggelse og så skal Vincent døbes på søndag-Vi har godt nok hænderne fulde..
Vincent er ellers en dejlig grinbidder, og der skal rigtig meget til for at fjerne hans humør. Han er stærk og sidder allerede flot, han kan også rulle, dog kun til siden. Maden er vi gået i stå med, først havde han ondt i halsen, så fik han kvalme af medicinen, og nu er skeen der bliver proppet i hans mund 3 gange dagligt fuld af grimtsmagende antibiotika, så han vil slet ikke åbne op for mad-det er helt cool vi tager en pause, han er heldigvis så lille.
I en alder af 4 måneder er han til gengæld begyndt at bruge sut, og jeg troede vi også var kommet udenom den, men her i sygdomsperioden har han haft et enormt suttebehov, og det har været en kæmpe trøster, og nu er han aldeles hooked..

Der er lidt ro på Viggo, i øjeblikket trives han i børnehaven, de har fået en rigtig god, desværre kun midlertidig leder, som har vendt op og ned på det hele og er super-inspirerende. Viggo er tryg og udvikler sig og græder efterhånden minimalt, og har ikke brug for de samme slags pauser, når han kommer hjem. Desuden havde jeg i efteråret, måske dumt, lovet ham, at hvis han stadig var ked af institutionen til jul, så ville han blive flyttet, men jeg følte jeg måtte vise ham at han blev støtte og vi gjorde vores for at hjælpe. Efter ikke at have talt om det halvanden måned, kom han i sidste uge og sagde, at han ikke længere ville flytte børnehave. Så måske har det alligevel været en tryghed for ham.
Han fortsætter også med at imponerer os og kan aflæse ting , folk og situationer. Han er så fantastisk et lille menneske.
Glæder mig til lidt ro og overskud, og til at komme en tur ud i blogland og læse om alle jer andres liv og situationer.

torsdag den 18. oktober 2007

Vi har været med på bølgen, og holdt efterårshygge med store bagedag i dag, kombineret med halloween-uhygge-hygge. Vi bagte to forskellige slags muffins, og Viggo synes det var en fest, bagefter pyntede vi op med spindelvæv, 100vis af edderkopper, flagermus og rotter til farmands hjemkomst først på aftenen. Det var en succes, og vi hyggede os højst upædagogisk med muffins kl 6, lige før aftensmaden!

Hvad Viggo angår har vi besluttet at besøge psykologen Ole Kyed først, og herefter tale med den pædagogiske konsulent for vesterbro, for den videre fremtid.

Vincent pludrer og smiler lystigt, til alle der er opmærksomme. Til gengæld er han kommet ud af trit med soveriet og sover ad pommeren til om dagen, med lure på max 3 kvarters varighed. Han vokser som ukrudt, og er 7 centimeter fra at være 77 cm, det var Viggo på sin 1 års fødselsdag!

Efter endnu en uge alene på skansen, mens F har været i London, kan jeg mærke, at jeg er ved at køre lidt sur i at være 'enlig mor', så det må weekenden og den næste uge forhåbentlig rette op på.
Glædelig halloween til alle i blogland.

mandag den 8. oktober 2007

Rod på hjernen!

Først stort undskyld for mit fravær, og end ikke et lille kuk, dernæst tak for alle beskederne. Min søster har punket mig for at gå ind og skrive til alle jer støtter i blogland. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg slet ikke været inde, siden mit sidste indlæg, jeg har haft rod på hjernen. Manglende søvn, min mors situation, Viggos situation, at være nybagt mor, og en gammel venindes forladen af Danmark, har fyldt, rumsteret og gjort at jeg ikke har kunne finde hoved og hale på mig selv og mine tanker.

-Men nu prøver jeg alligevel.
Jeg starter med Vincent, for han er da et lille lyspunkt i det hele. Han er sådan en glad og rolig dreng. Siden han var to uger har han smilet lystigt til os. Her to måneder gammel er han et rigtigt fjollehoved, der bare ligger og griner til os. Han tager 400 gr på om ugen, imod de normale 200, så han er blevet en ordentlig basse på 6500 gr. Han kører på fuld modermælk, og nogle nætter er han kun vågen 2 gange, andre spiser han nærmest løs hver anden time. Han er skøn, lækker og rigtig, rigtig sød. Vi sidder helt betaget i sofaen om aften og lader os tryllebinde af hans humør. For det er godt nok en helt anden oplevelse, end et barn med kolik. Med Viggo havde vi ikke nogen god, smilende øjenkontakt før han var omkring et halvt år.

Min mors situation har været rigtig dum, siden hun ikke blev opereret. Istedet skulle hun have kemo, så kunne hun ikke tåle kemoen, så blev hun genindlagt, da hendes operationssår sprang op, og sådan kørte det bare. Det har været virkelig svært at rumme, samtidigt med at være nybagt mor. Nu ser det heldigvis ud til at gå lidt bedre. Hun er alligevel opstartet på kemo, og har ikke så mange bivirkninger nu, samtidigt virker hun også mere frisk rent psykisk.

Det går rigtig skidt, med Viggo i børnehaven. Kort ridset op, så udtrykker Viggo selv, at han ikke kan lide at gå der, han føler sig tromlet af de andre, og føler at de ikke vil lege med ham. Vi oplever at han er dårlig til at søge kontakt, og lukker sig meget inde i sig selv, og egne lege. Vi har selvfølgelig talt meget med institutionen om det, men de negligere det, og udskyder aftalte samtaler, med argument om at der er personaleproblemer, og netop personalemangel, og skiftende vikarer kommer også til udtryk i utryghed hos Viggo. Vi overvejer meget hvad pokker vi skal stille op, og det er et fast samtaleemne i sofaen om aften.

Det var sådan kort beskrevet hvad vi dealer med, og tænker på i øjeblikket.
Jeg vender snart tilbage, og så skal jeg lige ud i blogland og se hvad der er sket siden sidst. V

onsdag den 8. august 2007

At finde hverdagen igen.

Først og fremmest, så er Vincent bare så fin og dejlig, og de 2 første uger er forløbet rigtig godt. Han har været helt utrolig rolig INDTIL videre, sammenlignet med sin storebror.
Storebror har været lidt kulret, sovet lidt dårligt, men også været utrolig kærlig og omsorgsfuld, og INDTIL videre, ingen liggen på gulvet-skrig-ture.
Men hold op lige pludselig er han ikke lille Viggo længere, at se ham i forhold til Vincent, sætter godt nok tingene i perspektiv, og nu er han vores store dreng, der kan alt muligt og egentlig helst vil tingene selv. På nogle punkter tror jeg ligefrem, at han nyder at noget af det ekstrem meget fokus der altid har været på ham, er droslet noget ned.
 
Hvad angår min mor, synes jeg hun tackler det hele utroligt flot, i hvert fald udadtil, men jeg kan jo selvfølgelig ikke se hvad, der foregår inde i hovedet på hende. Hun har meddelt at hun ikke gider blomster, eller ynk, men vil have glade miner og hyggeligt samvær. Vi har været en del på visit, men har stadig svært ved at sluge det hele, og kan slet ikke holde ud at tænke på, at det er på begrænset tid, vi har hende tilbage.

Jeg smider lige et par billeder af det nye vidunder og hans dejlige storebror.
Og tak for alle jeres fine kommentarer og ord på vejen.

Image Hosting by PictureTrail.com

Image Hosting by PictureTrail.com

Image Hosting by PictureTrail.com

Image Hosting by PictureTrail.com

Image Hosting by PictureTrail.com

tirsdag den 31. juli 2007

Vel hjemme

-og her skulle have stået om alt det dejlige og fantastiske som er sket, men ligenu overskygger min mors situation næsten alt.
Kort resume af den sidste uge; Jeg var hamrende nervøs for indgrebet, men da vi først kom ned på operationsgangen, hos gamle kollegaer og velkendte lyde og omgivelser, aftog nervøsiteten noget. Det hele gik fint, bortset fra at spinal-anæstesien ikke virkede som den skulle, så jeg blev dopet godt med morfin, og efterfølgende bræk-ture. Lægen tog sig god tid og gav masser af livmodersammentrækkende medicin, og vi var heldige at få den fantastiske faste kejsersnit-jordemoder på. Alle var virkelig søde og støttende. Vincent kom ud og var stor, fin og dejlig, og efter de værste brækture og rystelser, kunne jeg rigtig nyde ham-Desværre fik jeg også denne gang den frygtelige spinalhovedpine og har haft den værste migræne den sidste uge, men nu er den ved at klinge af. Vi nyder alle den nye familieforøgelse og udover at køre lidt hurtigt op, være lidt kulret og sove dårligt om natten, har Viggo faktisk modtaget Vincent med kys, kram og kærlighed. 

Men altså, min mor skulle så opereres i går i Århus. Men ved 4'tiden ringede min mors kæreste med den rigtige dårlige besked, at de bare havde åbnet hende, lavet en aflastende stomi, men intet fjernet og lukket igen. 
Knuden var for stor, og større end først anskuet(mon den også var det hvis behandlingsgarantien havde været overholdt??) Ved slet ikke hvad jeg skal stille op, har mest lyst til at pakke bilen og køre til Århus, men Frederik er tilbage på arbejdet, og det vil kræve, at han tager med, og tager ungerne mens jeg er på besøg. Samtidig ønsker min mor hverken blomster eller besøg, men det er meget hårdt, ikke at kunne være der hos hende og tanken om at når hendes kæreste i dag kører hjem, er hun der oppe helt alene, med alle de tanker og følelser det her må medhøre, er ubærligt. I aften får vi nærmere besked om en evt overflytning til Roskilde, hvor vi ville kunne være hos hende dagligt.

tirsdag den 10. juli 2007

Vi druknede ikke..

..på Roskilde.-Og man kan godt mærke Viggo har været der siden han var spæd, et ægte rock-barn!
Jeg har heller ikke født endnu, og satser mere og mere på den 23, det er sgu vildt at jeg har holdt, jubii.
I går brugte jeg hele dagen, med øret mod min rødglødende tlf. Min mor er sat til operation, men i midt aug., så nu har jeg endelig fået lov at gå ind i sagen. Det er fandme for dårligt, når behandl. garantien hedder 2-3 uger..Så jeg brugte det meste af dagen på at blive stillet videre, videre, og videre. Indtil jeg kl 15.30 overraskende blev ringet op af min mors kirurg-og han kunne godt se at situationen ikke var helt heldig, og roste mig endda for min vedholdendhed i forhold til at handle- Han ville så lige se på sagen, og om hun evt kunne få behandling andet steds. Her til morgen ringede han så igen, og nu vil han få fremskyndet min mors operation, ud fra den begrundelse, at hun ikke må tabe sig mere inden operationen, så operationen bliver nu mandagen efter mit kejsersnit!

fredag den 6. juli 2007

Roskilde-update.

Så er festivalen for alvor skyllet i gang!
Har som sagt deltaget siden '94, og '96 var meget våd. Husker hvordan vi gik rundt med sorte sække i gummistøvlerne og sov i vand, men intet slår i år, og det set fra en luksus-festival-deltagers-vinkel..
På vej mod festivalen i går, så vi hvordan folk allerede strømmede derfra med deres telte på ryggen, før orange scene var indviet.
Vi fandt en plads til bilen, i et roligt villakvarter, uden for store mudderpøle, og travede derfra ind i mediebyen, hvor vi i silene regn startede med at 'gemme' os i tuborgs overdækkede bar, men så måtte vi jo ud i festivalen, og vi alle var virkelig pakket godt ind i regntøj, men efter en halv time på pladsen, måtte vi igen søge ly i tuborgteltet, drivene våde. Viggo var den der tog festivalen med mest oprejst pande. Han dansede, charmede pigerne, drak sodavand i stride strømme og hyggede sig stort, men kl 22 sad vi atter i den varme bil, med et sæt venner der skulle have overnattet på festivalen, men som nu hellere ville hjem og sove, med direkte kurs mod Kbh. Viggo var glad, overgearet og fuld af festival, da vi lå i sengen kl 23. I dag tager vi en fridag, for igen i morgen at tage fuld revanche..

onsdag den 4. juli 2007

Så gør vi det sgu..

..tar på Roskilde festival i mudder til knæhaserne!
Altså hvis jeg ikke har født inden..
Vi hentede armbåndene i går og inspicerede stedet. Viggo var jublende, og synes det mindede lidt om at komme i Tivoli.
Roskilde er en fast tradition for mig, jeg har været der hvert år siden '94 (mit 14 år)!-Og jeg elsker det, hele stemningen, musikken, maden, menneskemylderet, ja selv regnvejret- I alle de år jeg er kommet der, tror jeg det har været solskin 4 gange..
Vi kører jo altså også luksus-udgaven, og er meget i mediebyen, hvor der er læ og tørvejr, men alligevel. Glæder mig som et lille barn, og det gode ved det hele, man står op hele tiden, så ryggen, har det fint!
Nu er vi så alle 3 udstyret med armbånd og klar til det går løs. Viggo strålede som en lille sol, da han skulle fortælle om det i børnehaven i dag.-Der har ellers lige været lidt knas- Det gik jo lige så fint, og indkøringen, gik helt fantastisk-og normalt er der jo flere end to voksne tilstede, det var kun pga af sygdom og ferie..Men de sidste to dage har været dumme. Hans faste kontakter, har ikke været der, og jeg tror det kombineret med far der har været væk, og en del fokus på den kommende fødsel, havde gjort ham lidt rundtosset. Mandag havde han helt umotiveret slået to børn i hovedet, og tirsdag havde han flintret rundt og lavet ballade og ikke kunne finde ro. Det samme oplevede vi når han kom hjem. Mandag var han vildt grænsesøgende herhjemme, og i går, kunne han slet ikke få ro i det lille hoved, og spurgte ind til alt, uden at ville vente/ha et svar, før han endnu spurgte ind til noget andet, og sidst på dagen, sagde han selv, Viggo kan ikke finde ud af alle tankerne oppe i mit hoved. Det lille pus. Netop derfor tænkte vi, at så skulle vi hygge og skabe ro med ham. Vi spiste derfor ude, efter vi havde været i Roskilde. På vores yndlingsrestaurant Wagamamas, og Viggo hyggede sig i ro. Bagefter kørte vi til Paradis-is og hentede dejlige is med hjem, og klokken alt for sent, spurgte han om vi begge ville putte ham. Så lå vi der i sengen. Viggo med mor i den ene hånd og far i den anden, og lillemanden, faldt i søvn i løbet af et split-Jeg hader når han har de der dårlige dage i institutionen, men denne dag endte godt alligevel.

tirsdag den 26. juni 2007

Hele 3 ting i én!

Først og fremmest; min mor er i dag kørt hele vejen fra Haslev til Århus for endnu et par undersøgelser, inden de kloge..læger kan beslutte sig for behandlingsplanen. Jeg er så vred over hele den måde, hun er blevet mødt og behandlet på. Halvdelen af behandlingen skal foregå fra Roskilde, så jeg kan simpelthen ikke forstå, at en dødsyg kvinde skal slæbes hele vejen til Århus for 2-3 dages undersøgelser. Hvorfor man ikke bare kan tage undersøgelserne på Sjælland og så sende dem til vurdering i Århus, det er jo alligevel ikke den vurderende læge der skal foretage MR, CT og PET igen deroppe. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Så har det jo været Sct Hans. Vi drønede det nye røde lyn til Fejø-på trods af slemme, slemme rygsmerter. Kan faktisk ikke sidde op mere end 5 min ad gangen længere uden at det gør pisse hamrende ondt-men ned kom vi. Vi fik fejret Sct Hans med bål, sang og mad på havnen. Viggo og jeg havde lavet en lille heks til det store bål på havnen, som også blev futtet af, og vi fik også fejret farmors fødselsdag i hendes Fejøhus.

Sidst men ikke mindst; Så havde jeg en rigtig ubehagelig oplevelse i går i Viggos institution, som vi ellers er så glade og trygge ved.
Da vi ankom lidt i halv ti, var der meget kaotisk(ved godt, at det er et bryde op tidspunkt), og personalemangel, hvilket resulterede i råben af børnene og en lille forskrækket dreng, der knugede min hånd (Viggo er ellers normalt typen, der bliver indadvendt og lidt afvisende, hvis vi ankommer til institutionerne, og han bliver utryg). Alle børn blev kostet ned i den lille garderobe. Nede i garderoben var der igen total kaos og råben og skrigen, og Viggos underlæbe begyndte at dirre og han trak mig med ind i rummet ved siden af, og græd og græd og sagde at han var bange for den pædagog der var i garderoben. Hvilket jeg fik det rigtig skidt med, da hun var en af 2, der kun var i institutionen på daværende tidspunkt i går. Jeg prøvede at tale med ham, og vi gik herefter ud i garderoben igen, og mens jeg fik Viggo i regntøjet, kom en far gående igennem garderoben for at gå ud. Så ser jeg at føromtalte pædagog, begynder at tale med denne far om et helt tredje barn og dennes forældres måde at køre barnet ind på, hvilket jeg bliver helt chokkeret over, altså at hun taler om et helt tredje barn, med en andens far og så i overhørelse af en fjerde forældre(mig). Nå men denne far haster ud af døren, og 2 minutter efter kan man høre trin op af trappen udefra, og så en banken på døren. Så er det nogle af de store piger, der simpelthen selv er kommet ud af døren og har været gået ud af institutionen, og ingen har lagt mærke til at der mangler nogle børn. Pædagogen reagere blot med at spørge undrende, hvor de har været. Jeg var helt i chok, for hvis det var Viggo der på en eller anden måde selv var kommet ud af den dør, tror jeg at han ville være gået hjem, og han er slet ikke stor nok til at færdes alene på vejene på Vesterbro. Viggo igen helt hysterisk ked af det og jeg er rystet indeni, hvorfor jeg besluttede igen at gå op og hente madpakken, og fortælle den anden pædagog, at vi tager en hjemmedag, da Viggo ikke er helt på toppen. For inden i mit hoved kører tankerne om 2 pædagoger alene med 27 børn i parken, og at der ikke er styr på hvor mange, eller hvilke børn der er tilstede, gisp.
Viggo og jeg gik helt upædagogisk hjem igen, men jeg fik forklaret Viggo, at vi gik hjem i dag, da der ikke var så mange voksne, og vi derfor tog en hjemmedag, og at de første timer skulle han lege selv, mens mor lavede praktiske og kedelig ting, som jeg plejede, når han var i børnehaven, hvilket han accepterede fuldt ud. Om aftenen besluttede jeg, at ringe til den far pædagogen havde diskuteret et andet barn med, da jeg på det tidspunkt også troede at han havde været i garderoben, da pigerne havde været væk, bare for at lufte om det var mig der var for meget, eller om det var noget jeg burde tage op derover. Denne far viste sig at være formand for forældrebestyrelsen. Han havde også oplevet morgenen som meget kaotisk, men ikke oplevet situationen i garderoben. Da jeg fortalte at jeg havde overhørt pædagogen og hans samtale i garderoben, sagde han blot at det kunne han ikke gå ind i. Han spurgte så om det var noget, han skulle tage op med lederen eller om jeg selv ville-men jeg synes det er noget jeg selv vil håndtere.
Da jeg kommer hen i institutionen næste morgen, sidder den pågældende pædagog klar lige efter garderoben, og spørger om jeg vil komme med hende på kontoret. Jeg bliver helt overrumplet. Det vil jeg gerne, men svarer at jeg lige skal have afleveret Viggo. Herefter fuldstændig uden situationsfornemmelse, når hun at sige, kommer du med på kontoret tre gange inden for 5 minutter, inden jeg ligesom har fået placeret Viggo.
Inde på kontoret viser det sig så, at faren fra samtalen alligevel ikke har kunne dy sig, og inden vi er ankommet har han talt med lederen, som har talt med pædagogen, som viser sig at være souschef, og at det rent faktisk kun er hende og lederen der er uddannede pædagoger i hele institutionen..
Jeg synes egentlig, at jeg får forklaret hende min frustration og utryghed godt, uden at tørre den fuldstændig af på hende, og samtidig være forstående over tidspunktet, personalemanglen osv. Men rigtig, rigtig ufedt, at jeg ikke kan komme til dem selv, men bliver trumlet over, af ham fra bestyrelsen.
Nu håber jeg bare inderligt, at det ikke vil gå ud over Viggo(har selv arbejdet i forskellige institutioner og ved, at når pædagogerne indimellem ser sig sure på forældrene, så kan det let ramme børnene. Dum situation, æv.

torsdag den 21. juni 2007

Update fra et venteværelse.

Der var ingen ventetid på Hvidovre i dag. Kom til scanning hos en virkelig sød og grundig sygeplejerske. Nu ser det endelig ud til at Vincent har taget et væksttilløb, og vægten var pludselig 2,2 kg-jubii. Tilgengæld er livmoderhalsen virkelig på retur, som det også føles, og sygeplejerskens bud var, at jeg nok ville gå i fødsel i løbet af 1-2 uger. Efterfølgende var jeg til lægesamtale hos Peter Hornnes. Han styrer gyn-obs området på Hvidovre, og virkelig mærkeligt at sidde der hos éns forhenværende øverste chef, men nu som patient..
Han konkluderede også, at det her blev sidste faste kontroltjek-så stenet, at nu sker det snart. Det jeg aldrig havde turdet håbe på! Hans bud var at fødslen ville gå i gang, et sted fra nu og 3 uger frem, men at jeg bare skulle klemme benene sammen, til og med søndag, hvor jeg runder fulde 34 uger.
Desuden mødte jeg en af de læger der fulgte graviditeten med Viggo på Gentofte, og som ved sidste graviditet, var den der besluttede, at jeg dengang skulle have et akut kejsersnit. Det er også ham, jeg har gået til udredning for aborterne hos, og som fulgte mig i starten af denne graviditet. Han smilede over hele hovedet da han så mig, og ønskede mig stort, oprigtigt tillykke med at være kommet så langt, og så talte vi kort om de sidste par måneder-det var skægt og uvirkeligt, da jeg aldrig havde troet, jeg ville nå så langt!

tirsdag den 12. juni 2007

2 meget forskellige indlæg, i ét!

Jeg bliver nødt til at starte med det om min mor, selvom jeg helst ville begynde med det andet - Men min mor fylder 98 procent af min hjerne lige nu.
Jeg er fuldstændig rasende og indlægget bliver sikkert noget usammenhængende.
Da min mor lige var blevet diagnosticeret, ringede jeg til hende dagligt, for at sludre smalltalk, og høre hvordan hun havde det. Det fornemmede jeg var for meget, og besluttede at ringe hver 2-3 dag, og kun tale sygdom, hvis hun bragte det på banen og selv havde lyst til at tale om situationen - Men i takt med at tiden gik, og der intet skete, blev jeg nødt til at spørge ind. I sidste uge begyndte jeg rigtig, at blive frustreret. Ikke nok med at hun d. 30 maj, efter utallige måneder med div undersøgelser og endelig en diagnosticering for halvanden måned siden, skulle have været til behandlingssamtale, en uge efter sidste undersøgelse. Hun kom da også derind-til Roskilde-hvor hun skulle have været opereret, men kun for at få at vide, at hun nu enten skulle flyttes til Århus, eller Herlev for stråler og/eller kemo og en operation, men at hun ville modtage et brev om nærmere, inden for kort tid. Da hun fortalte mig dette, blev jeg nød til at fortælle hende om min frustration, og om at hun havde en behandlingsgaranti, på alt andet end stråler der hed 2 uger, og at de ikke havde behøvet at kalde hende ind, for at fortælle at hun ville modtage et brev, med en ny behandlingsplan, og at hun blev nød til at slå i bordet. For selvom vi har noget der kaldes et offentligt system, så er det de stærke patienter, der får den behandling de har krav på, og ikke de andre. Jeg havde selv undersøgt forskellige muligheder, og sagde at jeg syntes hun skulle gå på sundhed.dk og kigge på behandlingsgarantierne, og desuden ringe til visitationskontoret på herlev. Ligeså meget bare for at lade dem vide, at hun vidste hvad hun havde krav på, i håb om at speede dem lidt op. Desuden sagde jeg, at hvis det var mig, og jeg kunne kun gå ud fra mig, ville jeg, hvis jeg ikke inden for et par dage havde modtaget et brev med behndlingsplan, ringe til min egen læge, og sige at nu havde jeg det så skidt-min mor spiser ikke længere rigtig kost, og har tabt sig helt vildt-at jeg ikke længere kunne tage ansvar for mit eget liv, og at hun blev nødt til at få mig indlagt. Af erfaring ved jeg jo, at det så går stærkere. Min mor lød som om hun rent faktisk lyttede lidt. Herefter følte jeg, at jeg havde fået sagt nogle af de ting, hun havde krav på at høre, og sagde at jeg ikke ville blande mig mere, med mindre hun ville have min hjælp. Jeg bliver bare nødt til at gøre noget. Har altid været en pæn pige, der ikke ville træde min mor over tæerne, eller bebyrde hende, men samtidigt har jeg også mistet min far, og de sidste par år tænkt, at hvis jeg havde været lidt mere moden dengang, ville jeg kunne have hjulpet ham, og jeg vil bare ikke kunne se tilbage om et år og tænke, bare jeg alligevel havde gjort noget. Det er nu hun kan hjælpes.
Men så lod jeg hende være, og endelig ringede hun så i torsdags eller fredags og spurgte til sundhed.dk og visitationskontoret, og hvad jeg ellers synes hun kunne gøre, for nu havde hun stadig ikke hørt noget, og vi havde en god samtale. Efter at have ringet lidt rundt og patientvejlederen havde fri, kræftens bekæmpelse kun en linie, der var en telefonsvarer, og visitationen havde talt grimt til hende og bare sagt, at de ikke kunne sige noget, andet end at hun ville modtage et brev i starten af denne uge, med nærmere detaljer, gik hun desværre kold. Jeg holdt fødselsdag i søndags og hun kom og vi talte om løst og fast, men ikke situationen som sådan. Jeg besluttede så, at give hende nogle dage og ringede så her til aften. Først talte jeg om løst og fast, men da hun så nævnte, at idag havde en læge fra Roskilde ringet, for at fortælle at nu cirkulerede hendes journal mellem Herlev og Århus, da de ikke kunne blive enige om behandlingen, men at hun ville modtage et brev en af de nærmeste par dage med behandlingsplan, og at hun kunne forvente at blive kaldt til Århus for en operationssamtale. Jeg bliver helt rasende ved at skrive det igen- Med små bogstaver fortalte jeg hende, at jeg blev rasende over det her, at de har overskredet deres garanti, og bliver ved med at rode rundt, fremfor at tage en beslutning. Den bliver ikke nemmere at tage om et par dage, eller en uge, desuden kunne de for længst have opstartet kemo, så kunne de jo stoppe den igen, hvis de besluttede at opererer alligevel. Desuden tager man fucking ikke en syg cancer patient til Århus for en samtale. Vi henter sgu da heller ikke dårlige knæ og hoftepatienter til Hvidovre fra Rønne, sønderborg og Odense for at fortælle dem om operationen, så får de da samtalen over telefonen, men min mor er for skrøbelig og ville ikke tale mere om det og lagde på. Jeg er så vred. Rystende og rasende gik jeg trampende rundt herhjemme, stortudende. Min mor har nu lukket os helt ude, og vil ikke give navne på læger, og vi må ikke kontakte nogen og jeg tror også at hun har skrevet, at vi ikke må få besked om noget i journalen. Jeg ringede min mor op igen og fortalte hende, at jeg nu var så rasende, at jeg ikke længere bare kunne se på, og at det var nu hun kunne passe på hendes liv og måtte gøre noget, om ikke andet så give os de navne hun havde, så vi kunne kontakte dem, og slå fast at hun ikke tog til Århus, for en samtale. Nu ville hun ikke længere tale med mig, og jeg sagde det var cool og at hun selv måtte bestemme, men at jeg blev nød til at gøre noget, for ikke at ærgre mig bagefter, og så lovede jeg at trække mig igen nu, indtil hvis hun spurgte om hjælp-det frustrerer mig, men jeg respektere det, bare jeg kan få sagt tingene og gøre lidt indimellem, og nu krydser jeg fingrene og håber der snart sker noget.
Ikke mere om det.

Så spoler jeg tilbage, til søndag, hvor jeg syngende blev vækket på sengen. Der var morgenbrød, lavet fantastisk lagkage, stillet legetøj op til hyldest og serpentiner i hele køkkenet, derudover var hele køkkenbordet spækket med gaver, som var det en ren børnefødseldagsfest-Bagefter kørte vi på stranden og dyppede, og hyggede, hjemme igen lavede F al frokosten klar, stenbiderrogn, med salat, og brød, mens Viggo og jeg badede og dækkede op i gården. Så kom familien og vi hyggede i det dejlige vejr, og ungerne badede i badebassinet. Om aftenen købte vi bagels og kørte igen på stranden og hyggede. 

mandag den 4. juni 2007

Jeg var til scanning i fredags, og lilleprutten, har sørme vendt sig. Jeg havde godt nok følt det sådan, da vi var i svømmehallen, forleden uge, men i sidste uge sagde jordemoderen, at det stadig var hans hoved der lå oppe-men scanningen bekræftede altså min fornemmelse.-Og jeg blev endnu engang bekræftet i, at jeg er mere til scanninger end jordemødre..
Væksten følger til gengæld ikke helt kurven, og der bliver mindre og mindre fostervand, så selvom jeg nu har fået en kejsersnit dato, der hedder 23 juli, sagde lægen at jeg ikke skulle regne for meget med den dato, og at vi måtte se hvad scanningen sagde om 14 dage.

Lørdag var vi til fødselsdag hos en på nørrebro. Det var superhyggeligt, og 5 ud af 7 piger, var gravide. Viggo storhyggede, og vi blev i gården på trods af tre ret massive byger, så vi var vejrbidte og trætte, da vi kørte hjem. Senere på aftenen, var vi inviteret til 30 års fødselsdag, men det var på en bar inde i byen, og selvom Viggo, som altid var inviteret med, endte Viggo og jeg med at slappe af i sengen.

Igår rundede vi så ugen af med det store børnefødselsdagsgilde for Viggo.
Familien var punktlig, men vennerne kom heldigvis dryssende lidt efter lidt, så alle ikke kom samtidigt. Vi havde bagt boller, lavet lagkager og frugt i massevis, og så sad vi nede i vores skønne gård, og solen skinnede så dejligt. Viggo blev lidt rundtosset af alle de gaver der skulle pakkes op, men nød udfaldet. Der blev badet i springvandet og vi havde lavet skattejagt, som ungerne var rigtig gode til. 

torsdag den 24. maj 2007


Udover min mor, har Viggos ve og vel fyldt meget det seneste stykke tid. Både på grund af kommentarer og oplevelser fra vuggestuen, og fordi han jo skulle køres ind i den nye børnehave. -Men igår da jeg hentede ham fra børnehaven, hev lederen fat i mig og fortalte at de havde observeret, at vi havde et utroligt kvikt barn, der var noget foran sin aldersmæssige udvikling. De voksne havde talt sammen, og på baggrund af oplevelser med ham, og ting han fortalte, var de meget imponeret. Det havde jeg slet ikke ventet at høre, gik herhjemme og var nervøs fordi, jeg synes, at kunne se at han ikke helt faldt ind, i forhold til at han altid sad alene og legede, men til det sagde lederen, at med børn som Viggo der opfangede mange ting og havde meget rumsterende i hovedet, var det sådan at de tit var meget følsomme, og i perioder havde brug for fred omkring sig. At det var helt naturligt, men at hun synes han, umiddelbart indgik fint i det sociale og at han bare skulle have lov til at have de rolige stunder, og at det var dejligt, som det var, at jeg kunne hente ham tidligt, så han kunne komme hjem og fordøje. Jeg var lige ved at tude da jeg gik derfra. Det var som en sten der faldt fra mit hjerte. Det har virkelig været rædselsfuldt i vuggestuen, hvor de ikke kunne rumme ham, og jeg tænkte hele tiden på hvad vi gjorde galt, og her i børnehaven, virker det, som om de tager ham som han er, uden at gøre det til et problem, men fremhæver det gode-Det var fantastisk. Tidligere på dagen havde jeg desuden købt Vi forældre-bladet, fordi de havde en overskrift der hed, Har I et følsomt barn. At læse den artikel var fuldstændigt, som at læse om Viggo. I går aftes læste F den igennem og var også helt chokkeret, over så tydeligt at kunne se Viggo i det. Der var desuden, en side hvor man kunne gå ind og teste sig selv og sit barn, i forhold til at være Higly sensitiv, det gjorde vi. Selve resultatet og testen var vag, men både Viggo og jeg scorede på samtlige spørgsmål. Det var utrolig rart at læse, at sådan er der bare nogle børn der er, og se at det vi gør er rigtigt, og godt nok, fordi vi konstant tvivler på os selv, når han ikke trives. Nu har vi noget at kunne forholde os til, og en psykolog, vi evt kan kontakte, som arbejder specielt med følsomme børn.

mandag den 21. maj 2007

Tilbage i venteboksen

Min mor var til lægesamtale i onsdags-knuden i tyktarmen er tilsyneladende temmelig stor, og er måske endvidere vokset ind i både blære og livmoder. Så operationen imorgen er aflyst. Nu skal hun have tjekket blære og livmoder, og så skal hun måske have stråling, for at se om knuden kan blive mindre. Så nu følger der igen en række undersøgelser og samtale d. 30, på Viggos fødselsdag. Det er virkelig rædselsfuldt, det her.

mandag den 7. maj 2007

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.
Viggo er startet i børnehave, vi havde to dage af et par timer sidste uge, hvor far var med hele tiden første dag, og jeg anden dag. Idag er så første dag han skal være der alene og en halv time efter ankomst skulle de afsted på tur, og det var med klump i halsen, at Viggo blev sendt med halvdelen af gul stue (9 børn og 2 pæd) afsted. Håber, håber, håber, det bliver en god og tryg oplevelse for ham, og at han generelt biver glad for at være der.

Efter små tre måneders problemer med maven, har min mor nu fået konstateret tyktarmskræft. Hun ringede i onsdags med beskeden, og det slog benene fuldstændigt væk under mig.
Hun har som sagt haft det skidt de sidste par måneder, og jeg burde vel have set signalerne, og tænkte også hele tiden at der var en risiko, i og med at hun udsætter sig for samtlige risikofaktorer, i forhold til tyktarmskræft, men som pårørende slår man nok skodderne for, for jeg blev alligevel fuldstændig chokeret.
Hun skal igennem nogle flere undersøgelser og opereres den 22 maj. Indtil da ved vi ikke hvor slemt det står til-det er næsten, det sværeste at forholde sig til-Kan det bare fjernes med lidt tyktarm, eller skal hun have stomi og igennem et længerevarende kemoforløb, eller endnu værre?
Så vi er sat fuldstændig i venteposition. Det er rigtig ubehageligt, og stressende.
Maven arter sig heldigvis, men måske er det også bare et spørgsmål om tid, før den bukker under for alle de stresshormoner, jeg har susende rundt i kroppen.

onsdag den 25. april 2007

Slut-prut-finale.

Så er Viggo ikke længere vuggestuebarn- Har jo egentlig ikke været det længe, men nu er det officielt. Vi holdt afslutning i går og han sprudlede, selvom selve afslutningen var noget kejtet, på trods af medbragt kage og godt humør.
Bagefter turede vi rundt på div legepladser og endte hos en veninde på Østerbro, hvor vi gik i parken og på en legeplads, rigtig solskins-hyggedag.
I dag klarede han ydermere 2 stive timers bankmøde, så økonomien er klar til små halvanden års barsel. Viggo sad så fint på gulvet ved siden af min stol og legede med klodser, men så tog vi også i zoo, med veninde og barn og fik fyret krudt af de næste mange timer.

torsdag den 12. april 2007

En fantastisk dag med Viggo

Det kører stadig ikke med vuggestuen. Igår da jeg hentede Viggo, sagde de, at han havde haft en god formiddag og gode samspil med de andre børn, men efter frokost synes de, han var træt og ked af det. Jeg spurgte om han fik sovet, det gjorde han ikke, men de havde ladet ham ligge inde i mørket i to timer og igen og igen, sagt at han skulle blive liggende stille, og så havde han været i dårligt humør fra han stod op...
Om 14 dage skal Viggo starte i børnehave, og jeg gider ikke slås mere, så nu kommer han kun der hen, hvis jeg fra morgenen kan mærke, at jeg har det rigtig dårligt. Så idag har vi har holdt fri.

Vi har haft sådan en rolig, skøn dag. Samlede alle puderne på stuegulvet, og lå og solbadede, spillede memorycard og byggede med klodser. Senere lavede vi skøn frokost med hjemmelavet ægge- og tunsalat, og i eftermiddags lavede vi havregrynskugler. Herefter talte Viggo en halv time i telefon, med meget tålmodig farmor, som stadig er sygemeldt ovenpå sin meningitis. Under telefonsamtalen sagde Viggo, mig har leget bedste leg med min mormand, og min mormand laver fin mad med mig. Så smelter jeg fuldstændigt!

fredag den 23. marts 2007

Sikken dejlig dag.

Scanningen gik godt, og sygeplejersken var meget grundig, informerende og sød. Alt hvad hun kunne se, var fint, og så er det en lille Vincent, så det sagt! Jeg skal aflaste max., forhåbentlig hjemme indtil kejsersnittet, der planmæssigt skal ligge midt i juli, og stadig følges tæt med scanninger af livmoderhals, fostervand og tilvækst.

fredag den 2. marts 2007

En lille hurtig update

Efter at jeg er begyndt at følge restriktionerne fra Hvidovre, har jeg fået det bedre og bedre, og jeg har nok en tendens til at tro, at nu går det hele så, som det skal. Så i denne uge var jeg både i Randers tirsdag, og lave graviditetsbilleder og tog den store rengøringsrunde herhjemme. Turen til Randers var hård, jeg tog med holdet fra København kl 5.00 tirsdag morgen, var hjemme kl 22.30. Da jeg kom hjem, gik jeg ind til Viggo som lå og gispede efter vejret i sengen og var vanvittig hævet på læber og omkring mund, næse og kinder. Afsted på skadestuen med Viggo, som havde fået en allergisk reaktion (havde spist en bakke hindbær ved besøg hos farmor på Rigdshospitalet om aftenen). Så igår nat rullede plukveerne ind over mig, jeg begyndte at bløde kraftigt igen, og måtte her til morgen ud på Hvidovre til kontrol og flere scanninger. Konklusionen blev at de ville indlægge mig idag, men F har været på fotoshoot og jeg kunne ikke overskue at afsætte Viggo (min mor er nu indlagt på Køge med maveproblemer, og Fs mor er stadig på Riget!). Så aftalen lyder på indlæggelse fra imorgen, men jeg vil prøve at tale med lægen, for jeg tror ikke at jeg ligenu, vil aflaste bedre der end hjemme. Da det pt, er det psykiske der stresser mig, og det tror jeg egentlig vil blive forværret, hvis jeg er væk hjemmefra. Men hvis her bliver stille er jeg måske på 'mit andet hjem'!