Hverdags glæder.

Videohilsner..

Vega har haft et crush på en vis Hr. Seebach fra hun var omkring et år, og Rasmus' navn var noget af det første hun kunne sige..

Så da far skulle lave nogle billeder med ham i sommer, måtte Vega med på arbejde.

Det var en kæmpe oplevelse, og de fik taget en masse billeder sammen-som far kom til at slette...men søde Rasmus lavede i stedet en videohilsen til Vega, som hun ser igen og igen:)

Et par måneder senere fortæller far historien til Christopher, som Vega også er ret vild med. Han synes det var så sødt at han også ville lave en hilsen til den lille pige, og det er hun bestemt ikke blevet mindre vild med herren af..

 

Nu er der gået sport i den, så for et par måneder siden fik jeg også en hilsen, fra den artist, jeg hører mest, som er dygtige Sivas Torbati-og jeg er mindst lige så glad for min:))

Lidt tanker om inklusion.

I Viggos klasse arbejder de med Cooperativ Learning(læringsstrategi, hvor elevernes aktive samarbejde er kernen i læringen). Første gang jeg hørte om det, syntes jeg det lød enormt spændende og innovativt, men jeg tænkte også, at jeg overhovedet ikke kunne se hvordan Viggo skulle kunne navigere i det system. Det krævende samspil, med flexible samarbejdsstrategier, viste sig også hurtigt at være noget, Viggo slet ikke kunne håndtere. 

Under udredningen på Bispebjerg, kom vi til at tale om det, og psykologen, fortalte at det i gennemsnit er 25 % af børnene, der har svært ved at deltage og agere med de øvrige i klassen ved denne metode. Hvad gør det mon ved en klasse og læringsniveauet? 

Når man samtidigt ved at skolerne skal inkludere i langt højere grad, hvordan skal det så hænge sammen?

På Viggos skole bliver klasserne endvidere splittet op i udskolingen (fra 6. Klasse), og bliver delt op i niveauer, frem for alderstrin. Egentlig en god idé. De boglig stærke elever, kan booste hinanden, og de andre kan få en mere målrettet indsats, men går man egentlig ikke også lidt tilbage til de gammeldags specialklasser, og risikere man ikke at dele eleverne i A og B grupper? Jeg er i tvivl, og er meget spændt på at se folkeskolens udvikling, de kommende år!

På badehotel.

Jeg har været en tur på Hotel Skansen i båstad i weekenden. I anledningen af min søde veninde Katrines fødselsdag, havde hun inviteret 4 piger afsted og det blev til gode dage med snak og nærhed. I det hele taget må det siges at være mindst ligeså fantastisk at lave pj-party i 30'erne som i 10'erne..og Hotel Skansen er virkelig et anbefalelsesværdigt sted, hvad enten man er til rekreativ spa, ski, sport eller gode madoplevelser!

Da tiden gik i stå, og alting faldt i hak..

..ligger ikke længere tilbage end i tirsdags, klokken 14.15 for at være helt præcis. Efter 9 års vildfaren jagt, 3 forskellige psykologforløb, test, observationer, og hele tiden at have fuldt eksperters råd uden at føle, at det helt var nok. Med en dreng der aldrig helt virkede til at trives, uanset hvor meget jeg støttede, skærmede og satte rammer op, bad jeg i efteråret i samråd med Viggos klasselærer, skolepsykologen om en henvisning til en børnepsykiatrisk udredning, og bum! Efter en måneds udredning var diagnosen klar. Viggo som hele tiden var blevet udredt til at være ekstrem sensitiv med en vanvittig høj IQ, fik pludselig diagnosen meget højt begavet infantil autist på overarbejde, bum! 

Fuck, og yes! 

Viggo er jo den samme, det ændrer intet, men fuck, fordi jeg nu med sikkerhed ved, at min fornemmelse hele tiden har været rigtig, og min lille, store, fantastiske dreng ikke bare kan modne sig ud af sine udfordringer, selvom det naturligvis også vil hjælpe ham. 

Yes, fordi andre nu kan se/kommer til at se hvad jeg ser, og Viggo får de rammer og redskaber han så meget har brug for, og forhåbentlig bliver mødt af en større forståelse-men igen FUCK, fordi jeg også med sikkerhed nu ved, at hans hverdag virkelig er en stor forvirrende kamp for at forstå og indgå på samme præmisser som os andre. At han har været sat under det pres alt for længe, hvilket har skabt en stor angst i ham, og det piner mig!

Bidder fra hverdagslykken i januar og starten af februar 2014

Det hele startede med Viggo-og det er også pga ham, jeg igen har fået lyst til at skrive.

Da jeg startede bloggen, var det for at få afløb for, og dele nogle tanker om mine komplicerede graviditeter, og om Viggos ikke helt snorlige fysiske og psykiske udviklingskurve, og bekymringerne herom. Det blev til et lille univers, jeg delte med andre kære bloggere, der var samme sted, eller delte samme tanker. Langsomt kom lidt af mine andre interesser til syne på bloggen, og jeg begyndte også at følge andre typer af bloggere, med samme interesser som jeg. Netværket voksede, men blev også mere og mere tidskrævende, samtidigt med at der kom flere læsere til, som også begrænsede hvad og hvor meget, jeg havde lyst til at skrive om. Instagram tog også mere af min tid, og alt dette indvirkede i,  at jeg for halvandet år siden, måtte have en lang pause fra bloggeriet. For ikke så længe siden lukkede jeg både min facebook og instagram. Facebook fordi, jeg ikke længere brugte det til andet end mailkorrespondancer, og fordi vi efter næsten 9 års bekendtskab var vokset fra hinanden:) Instagram, fordi jeg var kørt træt, og følte det tog for meget af min tid, at jeg havde lukket for mange følgere ind i min private sfære, og fordi jeg for en tid havde brug for at vende det hele lidt indad. Ikke mindst fordi Viggo startede nyt forløb i børnepsykiatrien, og jeg havde brug for at bruge en masse nærhedstid med ham og de 2 andre. Midt i det hele har jeg alligevel manglet et sted uden for min normale løbebane, at formulere nogle tanker om det hele og måske især om Viggo igen, så jeg er atter tilbage i suppedasen..