Var hos jordemoder igår. Har virkelig fået en fantastisk én af slagsen. Da jeg var gravid med Viggo, følte jeg mig som en kastebold, ved jordemoder-besøgene. Ved de 8 jordemoderbesøg jeg nåede op på, så jeg aldrig den samme, to gange!
Grundet alle de tidlige komplikationer, går jeg i et team, for særligt udsatte gravide, og det kan virkelig mærkes på jordemoderen, hun er sådan en rigtig ressourcestærk person. Hun kommer mig i forkøbet, med forskellige tanker, og gør sig de samme bekymringer for selve fødslen, som jeg gør, og prøver, at hjælpe med at finde den bedst mulige læge til opgaven. Det er sådan, en jordemoder bør være, men det oplevede jeg aldrig med Viggo, og har heller ikke hørt om lignende fra andre, for når man skal have kejsersnit, så stopper jordemoderens opgave, ret tidligt i forløbet normalt.
Ydermere er hun virkelig indstillet på at holde mig hjemme på aflastning om muligt og sågar selv komme til mig, hvis jeg får det værre. Normalt er det enten eller, men hun kunne sagtens forstå, at det ville stresse mig mere at være væk fra Viggo, og den der forståelse er ikke noget man tit møder i det danske sundhedsvæsen. Jeg ved det, fra når jeg selv arbejder som sygeplejerske. Der er fx ikke særlig stor tolerance overfor indvandrefamilier, og deres måde at mødes omkring den indlagte på. Egentlig synes jeg det er fantastik, at de støtter hinanden sådan, selvfølgelig kan der være situationer, hvor en stue med flere indlagte og svært syge eller patienter med komplicerede forløb, ikke kan rumme at der dagligt sidder tyve mennesker ekstra på stuen, men det der med at mødes med patienten, hvor den er, er noget sundhedsvæsenet må blive bedre til, men altså ikke min jordemoder!
Desuden havde hun læst sig til, at det er en dreng, der ligger i min mave, og hun omtalte ham hele tiden, som ham, hvilket jeg synes var helt skønt, fordi det ellers kun er F og jeg der gør det nu. På den måde, blev han ikke tingsliggjort. Hun talte samtidigt meget om, at det var godt, at vi herhjemme var begyndt at tale ham ind i vores liv, for uanset hvad der sker, så har han været her og vil blive en sorg at miste, hvis det skulle ske, og jeg synes, at det var meget respektfuldt af hende at sætte ord på at det stadig godt kan gå galt, men at han ikke må fortrænges. Hun var ikke bange for at tale om tingene, hvilket jeg ellers også oplever meget i vores sundhedsvæsen, så alt i alt, en virkelig fantastisk oplevelse.