nakkefoldsscanning

Så oprandt dagen, hvor F og jeg skal til nakkefoldsscanning på Hvidovre. Men det er ikke med den sædvanlige nysgerrighed og iver, som normale 'ny'-gravide. Det er med rumlen i maven og hjertebanken. I maj måned 06 var jeg også gravid, en rædselsfuld graviditet, der fra starten gav mig mega kvalme, træthed, blødninger, smerter, og en enormt stakåndethed. I den graviditet rendte vi osse til kontrolscanninger en gang om ugen, for jeg kunne ikke forstå at jeg var så skidt, men lægerne blev ved med at sige at det så pænt ud. Lige indtil august efter 14 dages ferie, hvor jeg skulle til endnu en almindelig kontrolscanning(12 uger henne). Efterhånden tog jeg det med stor sindsro, for de havde jo intet galt fundet. Inde til scanningen blev lægen mere og mere stille, hentede endnu en læge og en til. Der var helt stille i rummet indtil, jeg mandede mig op og sagde, at nu ville jeg gerne have klar besked. Det viste sig at være enæggede tvillinger med tvilling til tvilling-syndrom. Den ene var stor og væskefyldt, den anden lillebitte, men de levede. Jeg var lige ved at besvime. Så sendte de mig fandme hjem, og sagde at intet var sikkert, og at jeg kunne komme igen om en uge til nakkefoldscanningen..Hjemme ringede jeg rundt til venner og familie, jeg var helt ude af den, men prøvede samtidigt at holde fast i håbet om at det måske ikke var så slemt, men alligevel handlingslammet! Heldigvis har jeg en meget stædig svigerinde med 5 børn og et par oplevelser bag sig, hun var på dette tidspunkt gravid med den 5, og ringede til sin jordemoder på Gentofte, som blev sat ind i historien. Jordemoderen var helt målløs, over at de bare havde sendt mig hjem, med sådan en besked. Hun sagde, at hun enten kunne ringe til Hvidovre og tale med chefjordemoderen der, eller jeg kunne tage ind på ny østergade til ultralydsklinikken. Jeg endte med at få en tid med det samme på ultralydsklinikken, og LIllian Skibssted som scannede mig, var heldigvis en af de få i Dk, der var specialist i TTTS. Hun sammenlignede blodprøven fra doubletesten , med scanning og fortalte os at det var rigtig skidt. Hun fortalte desuden, at når TTTS opstod så tidligt i graviditetsforløbet, var der intet at gøre, de ville begge gå til, det var bare et spørgsmål om tid. Hun fortalte osse at moderen i sådan en TTTS-graviditet, tit havde det rigtig skidt, da man selv ophobede væske tidligt. Vi ringede straks til Hvidovre, og de tog os derud, og dagen efter fik jeg en sørgelig udskrabning, men jeg havde ligesom ikke mod på at gå og vente på at tvillingerne selv ville gå til.
Det var en lang historie, men det er det, der ligger til grund for min nervøsitet i dag, sammenholdt med de gener jeg allerede oplever i denne graviditet.
Men vi krydser..

Familielivet

Viggo lagde ud med et halvt års kolik, hvor jeg konstant gik vuggende rundt med ham i bæresele. Vi havde fra Glostrup, fået at vide at børn som Viggo, der havde en svær start uden nærkontakt, kunne få problemer med den basale tryghed. Jeg tror at kombinationen af den svære start, ikke at være i stand til at trøste vores eget barn, det første halve år, sammen med beskeden fra Glostrup har været med til at Viggo den dag idag, to år og otte måneder, udover vuggestuen, kun er blevet passet omkring 4 gange over et par timer. Desuden sover han stadig i vores seng, men vi nyder det heldigvis alle tre. Vores overvejelser er, at tiden går så stærkt, og pludselig er han stor og aldrig hjemme, vi vil være sammen med ham, nyde ham og han skal ikke føle sig alene.

Viggos dramatiske entre

Jeg synes, jeg havde sat mig godt ind i fødslens og kejsersnittenes verden, men puh hvor er der mange ting, man ikke aner som første gangs fødende, og godt det samme. Efter ankomsten til Gentofte, søndag d. 30 maj 2004, blev vi nærmest med det samme kørt afsted på operationsstuen, hvor div læger, sygeplejersker, jordemoder og assistenter ventede os. Efter 3 forsøg var spinalen lagt, anæstesisygeplejesken fortalte, at det var en ny dosis, vi var meget spændte og nervøse bag forhænget. Efter tre minutter var Viggo Bertil Lentz Andersen ude, wow, men så røg jeg tilbage i egen krop, da jeg nu kunne mærke, at de syede mig, ikke så godt, heldigvis var det hurtigt ovre. F og Viggo blev fragtet til barselsgangen af jordemoderen (på Gentofte går de ikke med på opvågningen), det var lidt af et chok, lige at sige goddag til sin søn og så blive revet fra hinanden, men jeg tænkte, lige om lidt er vi forenet igen. Jeg blev kørt på opvågningen, men følte at noget var galt, blev mere og mere svimmel og dårlig og monitoren bimlede op. Jeg råbte til opvågningssygeplejersken, at hun skulle få fat i min fødselslæge NU. Lise kom løbende ind på stuen og trykkede mig på maven, så jeg aldrig har følt en lige smerte. Det stod ud med blod, Lise råbte op og flere mennesker kom til, mens jeg mærkede at blive mere og mere døsig. Det sidste jeg husker, er at de løber afsted med mig i sengen og lige inden jeg bliver lagt i fuld narkose, siger jeg til narkoselægen, at hun skal hilse F og fortælle ham at jeg elsker ham, og at han skal passe på Viggo, så var jeg væk.
Da jeg kommer til bevidsthed er det blevet aften, og jeg ligger på stuen sammen med Viggo og F, jeg har været på operationsbordet i 5 timer. Vi sover afbrudt hele natten med Viggo ved vores side på skift. Næste morgen er jeg rigtig dårlig, det viser sig at jeg har fået spinalhovedpine, og hver gang jeg løfter hovedet fra puden, får jeg vild migræne. Det er ikke meget overskud jeg har til hverken Viggo eller gæster, om aften er det en fantastisk ældre sygehjælper, der passer os. Hun mener vi bør kalde en læge, da hun synes viggo er noget lilla og vejrtrækningen ikke er helt i top. Lægen kommer, og så skal det gå stærk, jeg er stadig meget omtåget af mit forløb, så jeg opfanger ikke så meget, men F styrter mellem mig og Viggo der er blevet lagt på et undersøgelsesbord. F kommer tudende ind, Viggo har åbenbart en sammenklappet lunge, og skal akut overflyttes til Glostrups neonatalafdeling(aldrig mere vælge hospital uden neonatalafdeling!!). F og jeg bliver flyttet i ambulance først, vi må ikke være hos Viggo, hvis noget går galt under turen.
På Glostrup venter og venter og venter vi, 2 timer efter ankomst kommer Viggo endelig. Det viser sig, at lægerne ikke havde turde, at fragte ham i hans tilstand, og derfor allerede ude på Gentofte havde lagt dræn til lungerne, hvilket havde taget tid. På Glostrup blev han lagt i varmekasse med monitorering, der bimlede konstant og fik mit hjerte til at gå amok. De tog billeder af ham, som vi kunne få, 2 dage efter min søns fødsel og jeg havde endnu ikke været rigtig tæt med ham.. Klokken var blevet 3 om natten, og F og jeg blev kørt ned på barselsgangen, hvor jeg måtte igennem en kæmpe diskussion, med en total inkompetent sygeplejerske om hvorvidt, F måtte blive hos mig eller skulle tage hjem, ovenpå dette lorte-forløb, hvor vi mere end nogensinde havde brug for hinanden ved vores side. F endte med at få lov at blive, den første nat, men herefter måtte jeg ligge på flersengsstue med mødre med deres babyer, for meget. Jeg kunne kun besøge min søn et par timer af gangen, samtidigt havde jeg den frygtelige spinalhovedpine, der en sen nat endte med en blodtransfusion til rygmarven, men så var det da ovre, og F og jeg var gode til at støtte hinanden undervejs. Når vi besøgte Viggo lå han sammenkrøbet i det ene hjørne af sin varmekasse, men han rettede sig heldigvis hurtigt og vi havde god gang i amningen, så efter en uge på Glostrup kunne vi vende snuden mod byen og livets nye udfordringer.

Forhistorie frem til Viggos fødsel

Blev som 18 årig udredt gynækologisk pga år med perioder af udebleven menstruation og underlivssmerter. Konklusionen fra gynækologen på Riget var, at jeg ikke skulle regne med at kunne blive gravid, uden hormonbehandling, pga total koks i mine kønshormoner. Med det resultat i bagagen, og et par års søgen efter egen identitet ovenpå en noget hård ungdom, var jeg som 20 årig kampklar til at gennemsøge 'markedet' og finde manden til mine børn. Jeg var slet ikke bevidst om, at jeg gik så skarpt efter det, og jeg prøvede nemlig også i de år, at afklare mig med at ville adoptere, men når jeg ser tilbage, er jeg alligevel gået meget målrettet efter at prøve at skabe min egen biologiske familie.
Som 21 årig mødte jeg F som levede op til mine drømme og illusioner og fødderne røg under mig. Jeg var kort for inden begyndt et udredningsforløb i forhold til graviditet. Jeg fik gennemskyllet æggestokkene,og lavet en hysteroskopi, som viste fine forhold. Herefter blev jeg de følgende 2 år, da også gravid, med et halvt års mellemrum ad gangen, men aborterede hver gang, et sted mellem uge 6 og 13. Min læge var heldigvis engageret i mit problem på trods af min unge alder(jeg havde selv troet jeg først ville blive taget seriøst når jeg nåede 25+), og jeg kom efter et par måneders venten til på Rigets fertilitetsklinik, hos en af guruerne inden for dette område (Ole Bjarne Christiansen). Lægen tog flere prøver især på immun og dna, hvor alt umiddelbart også virkede normalt. Midt i prøverne blev jeg gravid igen (sep 03), jeg blev fulgt tæt og scannet ugentligt af O.B. Christiansen, først i u 12 slap han mig, men beordrede opfølgende kontrolscanninger-nu gik det som det skulle. I januar tog jeg et par eksaminer, men havde derfra fri indtil termin 19. juni 04, da jeg ikke måtte påbegynde min sidste praktik, når jeg ikke ville kunne nå at afslutte den. Derfor tog F og jeg som året før til Thailand, hvor vi skulle tilbringe 1 måneds afslappende ferie sammen-jubii! En uge inde i ferien, skulle vi ned på et spa til dejlig massage og div spa behandling. Vi kørte langsomt afsted på den lejede motorcykel, mig bagpå. Vi skulle ned af en skråning, men det så fornuftigt ud, vi talte endda om det inden-men motorcyklen gled og jeg ind under, mit højre ben blev forbrændt og maven mast...shit shit shit. Jeg kom ned til spaen, fik benet renset med flaskevand og jod(det eneste de havde, og jeg tænkte kun i bakterier fra den snavsede jord, mit forbrændte ben var havnet i..), hvilket sikkert resulterede i yderligere forbrænding!! Herefter blev vi fra øen (Ko Lanta) fragtet ind på fastlandet til et lille usselt hospital i Krabi. Jeg blev tilset af en læge på en slags skadestue/operationsstue, hvor lægen gik imellem mig og to andre patienter, og ville stikke den samme pincet ned i alles sår, men der sagde sygeplejersken fra, addr. Jeg fik noget kølende creme på og blev kørt til scanning. Var egentlig lidt pinlig over at få hurtig og 'effektiv' behandling, når jeg så alle de syge mennsker der lå på gangene på dette hospital, men ville jo også gerne have noget sikring på den lille. Blev scannet af en meget stolt læge, som fortalte at deres scanner kom fra Danmark, og Viggo havde det fint, puha. Så blev vi fragtet tilbage til Ko Lanta og en nat med feber, og godt gang i betændelse i benet. F havde midertidigt kontaktet vores forsikringsselskab, som havde sat os i forbindelse med en hjælper i syd Thailand, så næste morgen ringede vi til hende, hun satte os i forbindelse med en sos-læge fra Danmark, som kom til at være den største støtte derude, ham vil jeg sent glemme. Han fik arrangeret at vi blev hentet og kørt til Phuket på et godt hospital. Vi ankom sent om aften efter en dags køretur, med gang i benet. Jeg kom på operationsbordet, de skrabede det øverste lag af og lagde noget halløj på, der stod jeg af, bortset fra at jeg tjekkede at alt var sterilt. Så fik vi en enestue, med myrer på væggen, yummi, og jeg blev sat i massiv antibiotikabehadling. Lægen fra Danmark ringede og spurgte til forløbet, og tjekkede op med al medicin mv, jeg blev også scannet løbende og små fine sygeplejersker i høje sko, tog min temperatur hver 2. time, det virkede til at være deres vigtigste bedrift..Efter en lille uge på denne facon, besluttede den danske læge at vi skulle overflyttes til Bangkok på et dejligt hotel og med daglige tjek på et hospital, der mindede om et fem stjernet hotel. F drønede rundt og shoppede og handlede til mig, mens jeg fordrev tiden med læsning på hotellet. Herefter blev vi fløjet hjem på 1. klasse,da jeg skulle have benet oppe, det var lux. Hjemme igen skulle jeg til kontrolscanning og blodprøvetjek, ovenpå denne tur(jeg var nu omkring 25 uge). Jeg havde ændret fødested til Gentofte hospital, da vi ikke kunne komme til på Hvidovre, og Gentofte var det andet sted med familiestuer. Til scanningen på Gentofte ,mente lægen nu, at jeg skulle have et ekstra tjek ugen efter, da fosteret havde det fint, men havde et lidt langt hoved-langskalle-det kan være et tegn på stor intelligens, men hvis skallen er for lang, kan barnet være udviklingshæmmet. Hjem og søge alt på nettet, blev ikke klogere, og ventede nervøst den næste uge. Med F ved min side drog vi igen til Gentofte, men efter et kig på F, sagde lægen, 'han ligner bare sin far', sådan, så var farmand kørt i stilling. Under scanningen fik jeg så en af de mange plukveer, jeg havde kæmpet med siden uge 18, (havde læst at plukkeveer var heeeeeelt normalt, og tog det derfor roligt), men lægen så lidt panisk ud, og så fik jeg taget blodprøver, målt livmoderhals også videre. Mine plukveer havde åbenbart forkortet min livmoderhals og mindede for meget om rigtige veer, så jeg blev beordret total ro. De næste uger gik med sofalæsning, kun afbrudt af fødselsforberedelse, hvilket jeg tog med den største ro og grinen indvendigt - Viggo lå fast forankret med hovedet opad, han sparkede, som var han på landsholdet i fodbold, men svømmede rundt, det gjorde han ikke, og siden starten af graviditeten havde jeg haft på fornemmelsen, at jeg ikke kunne føde normalt, han rokkede sig ikke en meter. I uge 32 var mine plukkeveer så stærke og tiltagende, at jeg blev indlagt til observation og vi fik lungemodnende og vehæmmende sprøjtet ind, så faldt der lidt ro på, men jeg blev stadig fulgt tæt. I uge 36 lavede F og jeg graviditetsmodelbilleder, afbrudt af en scanning på Gentofte, men det passede fint, da noget af serien skulle skydes der-Lige bortset fra at lægen(Jan Palmøe, som jeg stødte på igen senere, i mit forløb på Hvidovre), syntes der var lidt for lidt fostervand, at mit Dimertal(risiko for dannelse af blodpropper) var for højt og at Viggo ikke helt var vokset nok, så nu hed det et semi-akut kejsersnit. Vi kunne selv vælge om det skulle være dagen efter(lørdag), eller søndag. Vi valgte søndag, jeg tror lige vi skulle sluge, at nu var det nu..Lørdag skulle jeg komme ud til tjek og forprøver, det forløb planmæssigt, og vi talte med min fødselslæge, Lise Helmsøe-Zinck. Jeg tænkte mest i, hvor arret skulle sidde, da jeg arbejder som model. Når jeg ser tilbage, undrer det mig, at jeg ikke tænkte mere praktisk, men jeg tror egentlig, det var en forsvarsmekanisme. SÅ KOM DAGEN.

Så har jeg da også fået en blog..

Efter selv at have fundet utrolig mange gode informationer og interessante historier her i cyperen, er jeg selv sprunget ud i en blogger. Lige nu vil det nok handle mest om min graviditet og dertil kommende problemer, bekymringer og forhåbentlig også glæder. Jeg har været utrolig meget igennem for at være kommet hertil, men ligenu prøver jeg at skrive fremad. Jeg er gravid, sådan ca 12+4, men for hver ny scanning rykker tallene sig lidt. Jeg er blevet kontrolscannet idag, efter en frygtlig weekend, med voldsomme braxton hicks (tidlige plukkeveer), og en del blødning, og med usikre og ressourcelave mig til følge..solen skal nok skinne igen! Idag stod vi så op til et dejligt snevejr, kørte F på arbejde og efter en lille snebold-kamp blev Viggo afleveret i vuggestuen. Derefter skøjtede jeg i bilen, til scanning på Hvidovre. Det var en af de læger, Jan Palmøe, der har undersøgt mig efter sidste mislykkede forsøg, der var i akutklinikken idag, hvilket var trygt-det der med mange forskellige meninger, er slet ikke noget for mig, alle siger noget forskelligt, måler noget forskelligt og har forskellig pædagogiske(eller nonpædagogiske) måder at formidle ting på..Jeg blev mavescannet, så langt så godt, scanningen viste heldigvis et fint lille dansende foster-jubi. Han mente blødningen, og plukkeveerne, smerterne og den generelle irritation skyldtes at moderkagen ligger hend over livmoderhalsen og på et fibrom, hvilket kan give irritation. Så ordinationen lød på ro og afstressning. Jeg er allerede sygemeldt, og skal måske være det resten af graviditeten pga min historie, samt blødningerne.