Tågen begynder så småt at lette.

Jeg har haft brug for stille hjernetid ovenpå min mors død i august. Samtidigt med forårets komme, begynder sorgen også småt at lette.

Der er sket mange ting, som der jo sker, når tiden går.

Jeg er begyndt at arbejde igen, både som model og sygeplejerske, og begge dele har været godt for mig. Med modelleriet, er der blevet nusset om mig, jeg er blevet stylet og har fået en masse opmærksomhed.
-Som noget helt nyt for mig, har jeg virkelig fundet teten i sygeplejeskoene. Det er super fedt, og jeg begynder at kunne trække på min erfaring, og kan mærke en meget større ballast nu, end tidligere.
'*
Vincent har først fået vuggestueplads pr. 1. maj, så jeg har passet ham hjemme, og 'kun' arbejdet 16 timer i træk hver mandag. Til gengæld er Vincent nu superklar til institution, i en alder af snart 21 måneder. Jeg tror det har været godt for os begge at kunne gå hjemme sammen, denne vinter, og sejt at givet ham den ro med i kufferten, inden mødet med den 'virkelige' verden.

Viggo er ved at blive en stor dreng, i næste måned bliver han 5, og der er knald på udviklingen-Jeg er stadig overtaknemlig for mrsbalouis henvisning til psykolog Ole Kyed, for uden hans hjælp og redskaber, tror jeg ikke Viggo ville være nået hertil i dag. Vi følger redskaberne stille og roligt, og han trives nu. Børnehaven synes ikke længere der er noget stort usædvanligt at mærke. Han har det stadig svært ved de andre drenges lidt 'barnlige' lege, og føler det som dril, men vi taler meget om det, og så er han begyndt at lege mere med 'de' store piger.

Her i det begyndende forår har vi været på Fejø og nusse om huset, og kombinationen af Fejøhus og lejlighed på Vesterbro, er noget der virkelig harmonerer godt for os.

Inden lillebjørnen vågner vil jeg lige en tur ud i bloglandet og læse lidt på de sikkert spirrende sider, kærligst fra V