Kort resume af den sidste uge; Jeg var hamrende nervøs for indgrebet, men da vi først kom ned på operationsgangen, hos gamle kollegaer og velkendte lyde og omgivelser, aftog nervøsiteten noget. Det hele gik fint, bortset fra at spinal-anæstesien ikke virkede som den skulle, så jeg blev dopet godt med morfin, og efterfølgende bræk-ture. Lægen tog sig god tid og gav masser af livmodersammentrækkende medicin, og vi var heldige at få den fantastiske faste kejsersnit-jordemoder på. Alle var virkelig søde og støttende. Vincent kom ud og var stor, fin og dejlig, og efter de værste brækture og rystelser, kunne jeg rigtig nyde ham-Desværre fik jeg også denne gang den frygtelige spinalhovedpine og har haft den værste migræne den sidste uge, men nu er den ved at klinge af. Vi nyder alle den nye familieforøgelse og udover at køre lidt hurtigt op, være lidt kulret og sove dårligt om natten, har Viggo faktisk modtaget Vincent med kys, kram og kærlighed.
Men altså, min mor skulle så opereres i går i Århus. Men ved 4'tiden ringede min mors kæreste med den rigtige dårlige besked, at de bare havde åbnet hende, lavet en aflastende stomi, men intet fjernet og lukket igen.
Knuden var for stor, og større end først anskuet(mon den også var det hvis behandlingsgarantien havde været overholdt??) Ved slet ikke hvad jeg skal stille op, har mest lyst til at pakke bilen og køre til Århus, men Frederik er tilbage på arbejdet, og det vil kræve, at han tager med, og tager ungerne mens jeg er på besøg. Samtidig ønsker min mor hverken blomster eller besøg, men det er meget hårdt, ikke at kunne være der hos hende og tanken om at når hendes kæreste i dag kører hjem, er hun der oppe helt alene, med alle de tanker og følelser det her må medhøre, er ubærligt. I aften får vi nærmere besked om en evt overflytning til Roskilde, hvor vi ville kunne være hos hende dagligt.