
ja, det er jo altså os!! Det er sådan noget der skiller vandene, og har givet anledning til mange spændende diskussioner og samtaler ved vennesammenkomster.. Inden vi fik børn, var jeg af den klare overbevisning at, mine skulle sove i deres egen seng, på eget værelse, nærmest fra start-Om det var Viggos barske start, hans skrøbelige sind, eller børnevirkeligheden der kom bag på mig, ved jeg ik', men vi sover altså sammen alle 5. Viggo i en seng op af vores, og vi andre hulter til bulter i den store seng-Og vi elsker det!! Da jeg skulle sove igår, og alle de andre var faldet i søvn, lå jeg rigtig længe og lyttede til deres åndedrag, og nød den fantastiske ro og stemning sovende vejrtrækning skaber. Om morgenen er det bedste, at blive vækket af de her små mennesker, der tumler rundt i sengen. Og det at kunne være der for ungerne (mest Viggo), når de vågner op med mareridt, eller ligger febervarme og har brug for en skulder-men det holder selvfølgelig ikke hvis man som voksen eller barn, sover dårligt på denne måde, for så ryger hyggen alligevel. Hvor længe vi bliver ved på denne måde ved jeg ikke, for siden Viggo var 1 år, har vi hver halve år talt om at nu skulle han vel snart rykke på eget værelse, men nu er han 7,5 år!