Søg i denne blog

torsdag den 18. september 2008

Der er så mange ting, jeg gerne ville skrive om..

..der sker så meget i mit liv lige nu. Vi havde en fantastisk ferie lige inden min mor døde, med hende på sidelinien. Viggo er begyndt i ny børnehave, som virkelig er god for ham, Vincent udvikler sig vildt, og pasning af Vincent og Fritz herhjemme går også rigtig godt, og jeg nyder det-men det altoverskyggende er de to dødsfald, og jeg får slet ikke bearbejdet det nok, da jeg hele tiden er alene med børnene og ikke har ro omkring mig til at tænke og græde nok. Så jeg har en stor klump af sorg i mig der snart må briste.

torsdag den 4. september 2008

Nu er jeg sidste led..

Er lige kommet hjem fra fyn, hvor min farmor idag er blevet bisat. Siden min far blev begravet for 11 år siden, har der ikke været dødsfald i min familie, men nu er min mor og min farmor altså død, med 4 ugers mellemrum. Det er bare for meget. Kære farmor fik en fin bisættelse, hun var sådan et godt menneske. Altid glad og fin. Hun fik 7 børn og de havde ikke meget, men hun kun få en krumme til at række langt, og klagede sig aldrig. Hun var frisk til det sidste og ville være fyldt 90 på søndag. For et halvt år siden, fik hendes plejehjem i Vollsmose besøg af kronprinsesse Mary, og min farmor blev valgt ud til at være den beboer Mary skulle besøge, de fik en god snak og Mary ville også have alene tid med Ester uden pressen. 
Over kisten i kirken idag, fløj en smuk sort sommerfugl rundt, og farmor elskede sin velplejede have, så måske hun nu har forvandlet sig til en smuk sommerfugl, der på samme måde, vil flyve rundt og nyde den danske flora.