Vi har haft en dejlig miniferie. F sagde op på Arena i tirsdags, og efter lidt forhandlinger frem og tilbage blev det endeligt onsdag, så nu er det en realitet at han skifter til konkurrenten. For os kommer det forhåbentlig bare til at betyde mere far-tid, da han nu får en fast lønnet assistent, og friere tøjler, også til at bestemme sin arbejdstid.
Jeg har haft det lidt mærkeligt den senest tid, været mere træt, hovedpine, herpes og svampe udbrud, og indre uro, samtidig fandt jeg en hævet lymfe i min armhule, og efter lidt overvejelser, tog jeg til lægen i onsdags. Han kunne heldigvis berolige mig, og mente at det bare var en virus, da lymfen ellers ville føles anderledes. Puha, jeg kan godt mærke min mors tilstand giver mig skræk i livet..
Inden vi kørte til Fejø skulle vi forbi den biopat, vi havde fået anbefalet af spirre. Hele familien blev testet i dejlige omgivelser, og så ned i Helsemin og købe kosttilskud for 2000 kr., så nu håber vi bare, at det var det der skulle til.
F var lidt rusten, for han havde været dommer i noget mode-prisuddelings-halløj, dagen før til langt ud på natten, så han måtte lige hjem og ha en morfar..Imens fik jeg pakket og Viggo legede med yndlingsvennen-Når jeg ser de to og deres interaktion, så smelter jeg indeni. Havde aldrig drømt om at det var sådan noget, der ville få mit moderhjerte til at bristet, inden jeg fik børn, men det er helt fantastisk, når ens barn trives socialt. De byttede legetøj, så Viggo fik Josefs Buss lightyear med til Fejø, og Viggo passede på den med største omsorg..Vi ankom sent torsdag aften, og fredag morgen kl 7.30 kom min mor og hendes kæreste, og så knoklede F og Dan igennem. Køkkenet, taget, låsen og toilettet blev fixet, det er blevet så fint, jubii. Efter en tur til havnen, tog vi alle hjem igen.
Lørdag morgen drønede vi så til Lumsås, hvor Fs veninde og kæreste var i sommerhus. Det var som at træde ind i Bo Bedre, med fine detaljer overalt. Her kunne vi slappe helt af, da der ikke var ting der hele tiden skulle ordnes.
Igår var jeg til casting på klovn. Havde forestillet mig et rum fuld af piger man skulle konkurrere med, sådan er det som regel, og som kommer man ind og skal spille en rolle ud i luften og får nogle faste replikker, men sådan var det ikke igår.Jeg var den eneste, og skulle spille overfor Frank, casterne var meget afslappede, og jeg havde Vincent med, der sad og charmede på gulvet. Frank freestylede og jeg skulle bare følge med og finde egne replikker, det var drønskægt. Det eneste minus var, at hver gang Frank åbnede munden var jeg ved at dø af grin. De ville ringe til Unique sidst på ugen, men jeg forventer nu ikke at få rollen, er ikke specielt god på film. Har i hele min karriere kun lavet en 7-8 film ting, ud af alt det jeg har arbejdet, men så fik jeg da den oplevelse med.
Jeg tror det bliver en rolig uge, og i weekenden køre vi igen til Fejø.