Søg i denne blog

tirsdag den 26. juni 2007

Hele 3 ting i én!

Først og fremmest; min mor er i dag kørt hele vejen fra Haslev til Århus for endnu et par undersøgelser, inden de kloge..læger kan beslutte sig for behandlingsplanen. Jeg er så vred over hele den måde, hun er blevet mødt og behandlet på. Halvdelen af behandlingen skal foregå fra Roskilde, så jeg kan simpelthen ikke forstå, at en dødsyg kvinde skal slæbes hele vejen til Århus for 2-3 dages undersøgelser. Hvorfor man ikke bare kan tage undersøgelserne på Sjælland og så sende dem til vurdering i Århus, det er jo alligevel ikke den vurderende læge der skal foretage MR, CT og PET igen deroppe. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Så har det jo været Sct Hans. Vi drønede det nye røde lyn til Fejø-på trods af slemme, slemme rygsmerter. Kan faktisk ikke sidde op mere end 5 min ad gangen længere uden at det gør pisse hamrende ondt-men ned kom vi. Vi fik fejret Sct Hans med bål, sang og mad på havnen. Viggo og jeg havde lavet en lille heks til det store bål på havnen, som også blev futtet af, og vi fik også fejret farmors fødselsdag i hendes Fejøhus.

Sidst men ikke mindst; Så havde jeg en rigtig ubehagelig oplevelse i går i Viggos institution, som vi ellers er så glade og trygge ved.
Da vi ankom lidt i halv ti, var der meget kaotisk(ved godt, at det er et bryde op tidspunkt), og personalemangel, hvilket resulterede i råben af børnene og en lille forskrækket dreng, der knugede min hånd (Viggo er ellers normalt typen, der bliver indadvendt og lidt afvisende, hvis vi ankommer til institutionerne, og han bliver utryg). Alle børn blev kostet ned i den lille garderobe. Nede i garderoben var der igen total kaos og råben og skrigen, og Viggos underlæbe begyndte at dirre og han trak mig med ind i rummet ved siden af, og græd og græd og sagde at han var bange for den pædagog der var i garderoben. Hvilket jeg fik det rigtig skidt med, da hun var en af 2, der kun var i institutionen på daværende tidspunkt i går. Jeg prøvede at tale med ham, og vi gik herefter ud i garderoben igen, og mens jeg fik Viggo i regntøjet, kom en far gående igennem garderoben for at gå ud. Så ser jeg at føromtalte pædagog, begynder at tale med denne far om et helt tredje barn og dennes forældres måde at køre barnet ind på, hvilket jeg bliver helt chokkeret over, altså at hun taler om et helt tredje barn, med en andens far og så i overhørelse af en fjerde forældre(mig). Nå men denne far haster ud af døren, og 2 minutter efter kan man høre trin op af trappen udefra, og så en banken på døren. Så er det nogle af de store piger, der simpelthen selv er kommet ud af døren og har været gået ud af institutionen, og ingen har lagt mærke til at der mangler nogle børn. Pædagogen reagere blot med at spørge undrende, hvor de har været. Jeg var helt i chok, for hvis det var Viggo der på en eller anden måde selv var kommet ud af den dør, tror jeg at han ville være gået hjem, og han er slet ikke stor nok til at færdes alene på vejene på Vesterbro. Viggo igen helt hysterisk ked af det og jeg er rystet indeni, hvorfor jeg besluttede igen at gå op og hente madpakken, og fortælle den anden pædagog, at vi tager en hjemmedag, da Viggo ikke er helt på toppen. For inden i mit hoved kører tankerne om 2 pædagoger alene med 27 børn i parken, og at der ikke er styr på hvor mange, eller hvilke børn der er tilstede, gisp.
Viggo og jeg gik helt upædagogisk hjem igen, men jeg fik forklaret Viggo, at vi gik hjem i dag, da der ikke var så mange voksne, og vi derfor tog en hjemmedag, og at de første timer skulle han lege selv, mens mor lavede praktiske og kedelig ting, som jeg plejede, når han var i børnehaven, hvilket han accepterede fuldt ud. Om aftenen besluttede jeg, at ringe til den far pædagogen havde diskuteret et andet barn med, da jeg på det tidspunkt også troede at han havde været i garderoben, da pigerne havde været væk, bare for at lufte om det var mig der var for meget, eller om det var noget jeg burde tage op derover. Denne far viste sig at være formand for forældrebestyrelsen. Han havde også oplevet morgenen som meget kaotisk, men ikke oplevet situationen i garderoben. Da jeg fortalte at jeg havde overhørt pædagogen og hans samtale i garderoben, sagde han blot at det kunne han ikke gå ind i. Han spurgte så om det var noget, han skulle tage op med lederen eller om jeg selv ville-men jeg synes det er noget jeg selv vil håndtere.
Da jeg kommer hen i institutionen næste morgen, sidder den pågældende pædagog klar lige efter garderoben, og spørger om jeg vil komme med hende på kontoret. Jeg bliver helt overrumplet. Det vil jeg gerne, men svarer at jeg lige skal have afleveret Viggo. Herefter fuldstændig uden situationsfornemmelse, når hun at sige, kommer du med på kontoret tre gange inden for 5 minutter, inden jeg ligesom har fået placeret Viggo.
Inde på kontoret viser det sig så, at faren fra samtalen alligevel ikke har kunne dy sig, og inden vi er ankommet har han talt med lederen, som har talt med pædagogen, som viser sig at være souschef, og at det rent faktisk kun er hende og lederen der er uddannede pædagoger i hele institutionen..
Jeg synes egentlig, at jeg får forklaret hende min frustration og utryghed godt, uden at tørre den fuldstændig af på hende, og samtidig være forstående over tidspunktet, personalemanglen osv. Men rigtig, rigtig ufedt, at jeg ikke kan komme til dem selv, men bliver trumlet over, af ham fra bestyrelsen.
Nu håber jeg bare inderligt, at det ikke vil gå ud over Viggo(har selv arbejdet i forskellige institutioner og ved, at når pædagogerne indimellem ser sig sure på forældrene, så kan det let ramme børnene. Dum situation, æv.

torsdag den 21. juni 2007

Update fra et venteværelse.

Der var ingen ventetid på Hvidovre i dag. Kom til scanning hos en virkelig sød og grundig sygeplejerske. Nu ser det endelig ud til at Vincent har taget et væksttilløb, og vægten var pludselig 2,2 kg-jubii. Tilgengæld er livmoderhalsen virkelig på retur, som det også føles, og sygeplejerskens bud var, at jeg nok ville gå i fødsel i løbet af 1-2 uger. Efterfølgende var jeg til lægesamtale hos Peter Hornnes. Han styrer gyn-obs området på Hvidovre, og virkelig mærkeligt at sidde der hos éns forhenværende øverste chef, men nu som patient..
Han konkluderede også, at det her blev sidste faste kontroltjek-så stenet, at nu sker det snart. Det jeg aldrig havde turdet håbe på! Hans bud var at fødslen ville gå i gang, et sted fra nu og 3 uger frem, men at jeg bare skulle klemme benene sammen, til og med søndag, hvor jeg runder fulde 34 uger.
Desuden mødte jeg en af de læger der fulgte graviditeten med Viggo på Gentofte, og som ved sidste graviditet, var den der besluttede, at jeg dengang skulle have et akut kejsersnit. Det er også ham, jeg har gået til udredning for aborterne hos, og som fulgte mig i starten af denne graviditet. Han smilede over hele hovedet da han så mig, og ønskede mig stort, oprigtigt tillykke med at være kommet så langt, og så talte vi kort om de sidste par måneder-det var skægt og uvirkeligt, da jeg aldrig havde troet, jeg ville nå så langt!

tirsdag den 12. juni 2007

2 meget forskellige indlæg, i ét!

Jeg bliver nødt til at starte med det om min mor, selvom jeg helst ville begynde med det andet - Men min mor fylder 98 procent af min hjerne lige nu.
Jeg er fuldstændig rasende og indlægget bliver sikkert noget usammenhængende.
Da min mor lige var blevet diagnosticeret, ringede jeg til hende dagligt, for at sludre smalltalk, og høre hvordan hun havde det. Det fornemmede jeg var for meget, og besluttede at ringe hver 2-3 dag, og kun tale sygdom, hvis hun bragte det på banen og selv havde lyst til at tale om situationen - Men i takt med at tiden gik, og der intet skete, blev jeg nødt til at spørge ind. I sidste uge begyndte jeg rigtig, at blive frustreret. Ikke nok med at hun d. 30 maj, efter utallige måneder med div undersøgelser og endelig en diagnosticering for halvanden måned siden, skulle have været til behandlingssamtale, en uge efter sidste undersøgelse. Hun kom da også derind-til Roskilde-hvor hun skulle have været opereret, men kun for at få at vide, at hun nu enten skulle flyttes til Århus, eller Herlev for stråler og/eller kemo og en operation, men at hun ville modtage et brev om nærmere, inden for kort tid. Da hun fortalte mig dette, blev jeg nød til at fortælle hende om min frustration, og om at hun havde en behandlingsgaranti, på alt andet end stråler der hed 2 uger, og at de ikke havde behøvet at kalde hende ind, for at fortælle at hun ville modtage et brev, med en ny behandlingsplan, og at hun blev nød til at slå i bordet. For selvom vi har noget der kaldes et offentligt system, så er det de stærke patienter, der får den behandling de har krav på, og ikke de andre. Jeg havde selv undersøgt forskellige muligheder, og sagde at jeg syntes hun skulle gå på sundhed.dk og kigge på behandlingsgarantierne, og desuden ringe til visitationskontoret på herlev. Ligeså meget bare for at lade dem vide, at hun vidste hvad hun havde krav på, i håb om at speede dem lidt op. Desuden sagde jeg, at hvis det var mig, og jeg kunne kun gå ud fra mig, ville jeg, hvis jeg ikke inden for et par dage havde modtaget et brev med behndlingsplan, ringe til min egen læge, og sige at nu havde jeg det så skidt-min mor spiser ikke længere rigtig kost, og har tabt sig helt vildt-at jeg ikke længere kunne tage ansvar for mit eget liv, og at hun blev nødt til at få mig indlagt. Af erfaring ved jeg jo, at det så går stærkere. Min mor lød som om hun rent faktisk lyttede lidt. Herefter følte jeg, at jeg havde fået sagt nogle af de ting, hun havde krav på at høre, og sagde at jeg ikke ville blande mig mere, med mindre hun ville have min hjælp. Jeg bliver bare nødt til at gøre noget. Har altid været en pæn pige, der ikke ville træde min mor over tæerne, eller bebyrde hende, men samtidigt har jeg også mistet min far, og de sidste par år tænkt, at hvis jeg havde været lidt mere moden dengang, ville jeg kunne have hjulpet ham, og jeg vil bare ikke kunne se tilbage om et år og tænke, bare jeg alligevel havde gjort noget. Det er nu hun kan hjælpes.
Men så lod jeg hende være, og endelig ringede hun så i torsdags eller fredags og spurgte til sundhed.dk og visitationskontoret, og hvad jeg ellers synes hun kunne gøre, for nu havde hun stadig ikke hørt noget, og vi havde en god samtale. Efter at have ringet lidt rundt og patientvejlederen havde fri, kræftens bekæmpelse kun en linie, der var en telefonsvarer, og visitationen havde talt grimt til hende og bare sagt, at de ikke kunne sige noget, andet end at hun ville modtage et brev i starten af denne uge, med nærmere detaljer, gik hun desværre kold. Jeg holdt fødselsdag i søndags og hun kom og vi talte om løst og fast, men ikke situationen som sådan. Jeg besluttede så, at give hende nogle dage og ringede så her til aften. Først talte jeg om løst og fast, men da hun så nævnte, at idag havde en læge fra Roskilde ringet, for at fortælle at nu cirkulerede hendes journal mellem Herlev og Århus, da de ikke kunne blive enige om behandlingen, men at hun ville modtage et brev en af de nærmeste par dage med behandlingsplan, og at hun kunne forvente at blive kaldt til Århus for en operationssamtale. Jeg bliver helt rasende ved at skrive det igen- Med små bogstaver fortalte jeg hende, at jeg blev rasende over det her, at de har overskredet deres garanti, og bliver ved med at rode rundt, fremfor at tage en beslutning. Den bliver ikke nemmere at tage om et par dage, eller en uge, desuden kunne de for længst have opstartet kemo, så kunne de jo stoppe den igen, hvis de besluttede at opererer alligevel. Desuden tager man fucking ikke en syg cancer patient til Århus for en samtale. Vi henter sgu da heller ikke dårlige knæ og hoftepatienter til Hvidovre fra Rønne, sønderborg og Odense for at fortælle dem om operationen, så får de da samtalen over telefonen, men min mor er for skrøbelig og ville ikke tale mere om det og lagde på. Jeg er så vred. Rystende og rasende gik jeg trampende rundt herhjemme, stortudende. Min mor har nu lukket os helt ude, og vil ikke give navne på læger, og vi må ikke kontakte nogen og jeg tror også at hun har skrevet, at vi ikke må få besked om noget i journalen. Jeg ringede min mor op igen og fortalte hende, at jeg nu var så rasende, at jeg ikke længere bare kunne se på, og at det var nu hun kunne passe på hendes liv og måtte gøre noget, om ikke andet så give os de navne hun havde, så vi kunne kontakte dem, og slå fast at hun ikke tog til Århus, for en samtale. Nu ville hun ikke længere tale med mig, og jeg sagde det var cool og at hun selv måtte bestemme, men at jeg blev nød til at gøre noget, for ikke at ærgre mig bagefter, og så lovede jeg at trække mig igen nu, indtil hvis hun spurgte om hjælp-det frustrerer mig, men jeg respektere det, bare jeg kan få sagt tingene og gøre lidt indimellem, og nu krydser jeg fingrene og håber der snart sker noget.
Ikke mere om det.

Så spoler jeg tilbage, til søndag, hvor jeg syngende blev vækket på sengen. Der var morgenbrød, lavet fantastisk lagkage, stillet legetøj op til hyldest og serpentiner i hele køkkenet, derudover var hele køkkenbordet spækket med gaver, som var det en ren børnefødseldagsfest-Bagefter kørte vi på stranden og dyppede, og hyggede, hjemme igen lavede F al frokosten klar, stenbiderrogn, med salat, og brød, mens Viggo og jeg badede og dækkede op i gården. Så kom familien og vi hyggede i det dejlige vejr, og ungerne badede i badebassinet. Om aftenen købte vi bagels og kørte igen på stranden og hyggede. 

mandag den 4. juni 2007

Jeg var til scanning i fredags, og lilleprutten, har sørme vendt sig. Jeg havde godt nok følt det sådan, da vi var i svømmehallen, forleden uge, men i sidste uge sagde jordemoderen, at det stadig var hans hoved der lå oppe-men scanningen bekræftede altså min fornemmelse.-Og jeg blev endnu engang bekræftet i, at jeg er mere til scanninger end jordemødre..
Væksten følger til gengæld ikke helt kurven, og der bliver mindre og mindre fostervand, så selvom jeg nu har fået en kejsersnit dato, der hedder 23 juli, sagde lægen at jeg ikke skulle regne for meget med den dato, og at vi måtte se hvad scanningen sagde om 14 dage.

Lørdag var vi til fødselsdag hos en på nørrebro. Det var superhyggeligt, og 5 ud af 7 piger, var gravide. Viggo storhyggede, og vi blev i gården på trods af tre ret massive byger, så vi var vejrbidte og trætte, da vi kørte hjem. Senere på aftenen, var vi inviteret til 30 års fødselsdag, men det var på en bar inde i byen, og selvom Viggo, som altid var inviteret med, endte Viggo og jeg med at slappe af i sengen.

Igår rundede vi så ugen af med det store børnefødselsdagsgilde for Viggo.
Familien var punktlig, men vennerne kom heldigvis dryssende lidt efter lidt, så alle ikke kom samtidigt. Vi havde bagt boller, lavet lagkager og frugt i massevis, og så sad vi nede i vores skønne gård, og solen skinnede så dejligt. Viggo blev lidt rundtosset af alle de gaver der skulle pakkes op, men nød udfaldet. Der blev badet i springvandet og vi havde lavet skattejagt, som ungerne var rigtig gode til.