Søg i denne blog

torsdag den 24. maj 2007


Udover min mor, har Viggos ve og vel fyldt meget det seneste stykke tid. Både på grund af kommentarer og oplevelser fra vuggestuen, og fordi han jo skulle køres ind i den nye børnehave. -Men igår da jeg hentede ham fra børnehaven, hev lederen fat i mig og fortalte at de havde observeret, at vi havde et utroligt kvikt barn, der var noget foran sin aldersmæssige udvikling. De voksne havde talt sammen, og på baggrund af oplevelser med ham, og ting han fortalte, var de meget imponeret. Det havde jeg slet ikke ventet at høre, gik herhjemme og var nervøs fordi, jeg synes, at kunne se at han ikke helt faldt ind, i forhold til at han altid sad alene og legede, men til det sagde lederen, at med børn som Viggo der opfangede mange ting og havde meget rumsterende i hovedet, var det sådan at de tit var meget følsomme, og i perioder havde brug for fred omkring sig. At det var helt naturligt, men at hun synes han, umiddelbart indgik fint i det sociale og at han bare skulle have lov til at have de rolige stunder, og at det var dejligt, som det var, at jeg kunne hente ham tidligt, så han kunne komme hjem og fordøje. Jeg var lige ved at tude da jeg gik derfra. Det var som en sten der faldt fra mit hjerte. Det har virkelig været rædselsfuldt i vuggestuen, hvor de ikke kunne rumme ham, og jeg tænkte hele tiden på hvad vi gjorde galt, og her i børnehaven, virker det, som om de tager ham som han er, uden at gøre det til et problem, men fremhæver det gode-Det var fantastisk. Tidligere på dagen havde jeg desuden købt Vi forældre-bladet, fordi de havde en overskrift der hed, Har I et følsomt barn. At læse den artikel var fuldstændigt, som at læse om Viggo. I går aftes læste F den igennem og var også helt chokkeret, over så tydeligt at kunne se Viggo i det. Der var desuden, en side hvor man kunne gå ind og teste sig selv og sit barn, i forhold til at være Higly sensitiv, det gjorde vi. Selve resultatet og testen var vag, men både Viggo og jeg scorede på samtlige spørgsmål. Det var utrolig rart at læse, at sådan er der bare nogle børn der er, og se at det vi gør er rigtigt, og godt nok, fordi vi konstant tvivler på os selv, når han ikke trives. Nu har vi noget at kunne forholde os til, og en psykolog, vi evt kan kontakte, som arbejder specielt med følsomme børn.

mandag den 21. maj 2007

Tilbage i venteboksen

Min mor var til lægesamtale i onsdags-knuden i tyktarmen er tilsyneladende temmelig stor, og er måske endvidere vokset ind i både blære og livmoder. Så operationen imorgen er aflyst. Nu skal hun have tjekket blære og livmoder, og så skal hun måske have stråling, for at se om knuden kan blive mindre. Så nu følger der igen en række undersøgelser og samtale d. 30, på Viggos fødselsdag. Det er virkelig rædselsfuldt, det her.

mandag den 7. maj 2007

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.
Viggo er startet i børnehave, vi havde to dage af et par timer sidste uge, hvor far var med hele tiden første dag, og jeg anden dag. Idag er så første dag han skal være der alene og en halv time efter ankomst skulle de afsted på tur, og det var med klump i halsen, at Viggo blev sendt med halvdelen af gul stue (9 børn og 2 pæd) afsted. Håber, håber, håber, det bliver en god og tryg oplevelse for ham, og at han generelt biver glad for at være der.

Efter små tre måneders problemer med maven, har min mor nu fået konstateret tyktarmskræft. Hun ringede i onsdags med beskeden, og det slog benene fuldstændigt væk under mig.
Hun har som sagt haft det skidt de sidste par måneder, og jeg burde vel have set signalerne, og tænkte også hele tiden at der var en risiko, i og med at hun udsætter sig for samtlige risikofaktorer, i forhold til tyktarmskræft, men som pårørende slår man nok skodderne for, for jeg blev alligevel fuldstændig chokeret.
Hun skal igennem nogle flere undersøgelser og opereres den 22 maj. Indtil da ved vi ikke hvor slemt det står til-det er næsten, det sværeste at forholde sig til-Kan det bare fjernes med lidt tyktarm, eller skal hun have stomi og igennem et længerevarende kemoforløb, eller endnu værre?
Så vi er sat fuldstændig i venteposition. Det er rigtig ubehageligt, og stressende.
Maven arter sig heldigvis, men måske er det også bare et spørgsmål om tid, før den bukker under for alle de stresshormoner, jeg har susende rundt i kroppen.