Så fik influenza-bølgen overtaget..

Efter at have været småsyg de sidste tre uger og haft meget ondt i bihulerne i fire dage, er jeg nu bukket under. Ligger her med bihulebetændelse...æv. Jeg håbede at jeg kunne klare det med næsespray, men måtte her til aften ringe vagtlæge og er opstatet penicillin. Nu har jeg det bare rigtig skidt med det, i forhold til toflen! Jeg har selvfølgelig fået noget man kan bruge under graviditet, men kan ikke lide at tage medicin når det hele i forevejen er så kompliceret, dumt.
Ellers sover Viggo sødt inde i vores seng og F og jeg sidder og fletter tæer i sofaen, mens sneen daler hvid, ku næsten ikke blive mere romantisk!

En blandet landhandel af tanker

Weekenden var sådan en der bare skulle overståes. Blev tilset i fredags på Hvidovre pga blødning, det viste sig at min livmoderhals på en uge var gået fra 2,5 til 2 cm, så der blev dikteret sengeleje indtil blødning-stop, og så fik jeg en stikpille-et-eller -andet, der skulle hjælpe til at holde ro på understellet. Så der røg 30 års fødselsdagstjuhej, hyggebrunch med venner og tur til Cirkus Arena. Til gengæld hyggede Viggo og jeg i sengen, med div lege, og inden der var gået et par timer havde Viggo fået slæbt halvdelen af sit legetøj op til mor, plus krummer og div..Var så til tjek igen igår og nu ser det OK ud, men skal aflaste max herhjemme.
Jeg må virkelig prøve ikke at lave noget, for jeg kan ikke holde tanken ud om evt at skulle indlægges. Hønemoren har aldrig været væk fra sønnike mere end 10 timer. Jeg ved det sikkert ville være sundt for ham, men ovenpå hans start fik vi som skrevet tidligere besked på, at det var bedst ikke at lade ham passe det første år, og derudover har vi ikke de bedste pasningsmuligheder. Dejlige F og jeg har haft et par dates og det har været skønt, og meningen var også at de skulle holdes hver 14 dag, men det er ikke helt gået sådan. Nu efter at Viggo aldrig er blevet passet rigtigt, er det godt nok svært at få taget hul på det, jeg ved det må gøres, men damn hvor jeg savner min trold, når jeg ikke er sammen med ham.
Skal til min 'første almindelige' jordemodertid idag, skulle have gået på Vesterbro, men er blevet rykket til Hvidovre i det team, der har med komplicerede graviditeter at gøre. Jeg glæder mig meget, og især til at høre den lille. Jeg har jo været vant til scanninger flere gange ugentligt, men i sidste uge aftalte jeg med den læge, jeg går hos på Hvidovre, at jeg skulle væk fra scanningerne, da det var med til at fastholde mig i, at der var noget galt og at den skulle overvåges. Jeg synes det er cool og en god ide, men hold op hvor er det svært, når jeg har været vant til at følge den.
I alle mine graviditeter har jeg tidligt haft en fornemmelse af kønnet, og fødsel, obduktion og scanninger, har bekræftet, hvad jeg havde på fornemmelsen, men denne gang har jeg hele tiden følt det var en pige, lige indtil nu hvor jeg er blevet i tvivl, hmm..så jeg ser frem til midtvejsscanningen, hvis den viser noget.

Det jeg har på hjertet, er..

...egentlig mest Viggos sociale liv/vuggestuen også min tur til Hvidovre idag.
Først Hvidovre, det var godt og følelsesmæssigt helt roligt.
Virkelig sød læge, og følte mig for første gang taget helt seriøst. Hun vil følge mig tæt, og holder øje med fosteret, livmoder, halsen, infektioner, blødningen, mv. Så blev der dikteret absolut aflsatning hjemme, den bliver vist svær at holde, og så midt i cph modeugen, men må prøves.
Desuden synes hun, som jeg selv havde besluttet mig for, hvis jeg kommer så langt, at et kejsersnit nok vil være det bedste, med min historie og da jeg højst sandsynligt har en placenta prævia. Sidst men ikke mindst hev hun et blåt kort op af lommen, et såkaldt VIP-kort, som nu ligger forrest i min journal, så skal jeg ikke diskuterer noget med nogen, hvis jeg får det skidt, så skal de kigge på mig med det samme. Hele denne her samtale, udersøgelse og opfølgning har givet mig en ro indeni, som jeg bare håber blir boende længe.

Så er der Viggo, mit hjertebarn. Jeg knuselsker ham. Ligenu ligger F og Viggo inde i sengen og putter, det er så hyggeligt.
Viggo har aldrig været rigtig glad for vuggestuelivet, først var han bare utryg, og græd der, rigtig meget det første halvår, så blev han ok med det et par måneder. Det skal lige siges, at der fra starten, har været udskiftning af personalet månedligt, og derudover mange forskellige vikarer. Hend mod foråret blev han ked af det igen og græd nærmest hele tiden, når jeg spurgter ind til hans dag, derovre, sagde de, at den havde været lidt hård, intet andet. På trods af, at jeg bad om information. Vi besluttede så, at han holdt en laaannng sommerferie, og så måtte vi prøve at starte på ny, hvis det ikke virkede, ville vi ændre instituition(det er bare ikke så ligetil på vesterbro). De første 14 dage efter, var ikke sjove, men så nærmest fra den ene dag til den anden ændrede han sig og var fuldstændig ligeglad med hvem der var der, der var han lidt over to år. Nu hvor han er 2 år og otte måneder er han også ok med at være der, men kun ok. Han siger tit Viggo, vil ikke gå i vuggestue mere og kommer også tit hjem og er frustreret, og siger at de andre ikke vil lege med ham. Så er der en anden del af det, dels har jeg holdt meget fri med ham, fordi han aldrig er blevet superduper med vuggestuelivet. Det vil sige, at han er blevet afleveret sent og hentet meget tidligt og haft mindst en fridag ugentligt, jeg ved det er for meget, men det er svært at se sit barn være frustreret og ked af det. Jeg kan nu se, at det måske har medvirket til at han ikke er blevet en del af teamet, og nu vil de to andre jævnaldrende, som bliver afleveret forholdsvis tidligt og hentet sent , ikke lege med ham, hvilket skaber en ond cirkel og nu kommer han hjem og taler om det dagligt, og har mavepine..Desuden fortalte pædagogerne os i efteråret til forældresamtalen, at Viggo er meget godt med udviklingsmæssigt og at det kan være svært for hans jævnaldrende at følge med i hans lege, den var også lidt svær at sluge. Her kommer finalen, og det lyder ikke af meget, men når nu F og jeg det sidste år har gået og været nervøse for Viggos sociale liv, er den lidt svær; Viggo skal være prinsesse til fastelavn, han er pt vild med alt lyserødt, fortabt i prinsesser og slotte og vil være prinsesse til fastelavn. De fleste forældre ville nok være lidt skeptiske, og måske ikke give efter. Men hvis der er en ting jeg har lært af mine mange år som model og med en pæn omgangskreds af bøsser, så er det, at feminine sider/faser hos drenge, bestemt ikke skal undertrykkes, så nu leves det ud i fuldt flor. ÅÅÅh, vi er bare så nervøse for hans sociale liv og hvordan omverden modtager vores stjerne.

Tør næsten ikke skrive det, men

jeg har det godt. Har haft 'hyggedage', med syg Viggo, som vi begge har nydt. Hyggelæsning under dynen, puslespil, pandekager osv, og samtidigt har jeg graviditetsmæssigt haft nogle forrygende dage. Har ikke blødt i to dage, har ikke haft plukkeveer, kvalme, ikke været træt-Men dumme, dumme mig, så begynder bekymringerne om jeg så overhovedet er gravid længere! Mærker mig selv på brysterne hver 10. minut, for at tjekke brystspændingen, som jeg indimellem føler er aftagende, aaaaaagghhr, hvorfor kan jeg ikke bare være glad!
Heldigvis har jeg tid idag hos lægen i svangreamb., er meget spændt på hvad planen er, og håber virkelig der er en plan, og noget opfølgning.
Allerførst skal jeg dog ud til Fs mor, hun ligger stadig på Riget. Nu venter hun på en MR-scanning, da hun stadig ikke er på toppen, men jeg glæder mig til at tale med hende, hun er så vis.

Hvidovre mit andet hjem..

...når jeg ikke selv er på arbejde som sygeplejerske på Hvidovre, så er jeg fandme god til at være patient der..
Jeg havde fået tid på akutklinikken idag efter al blødningen forleden. Lægen og sygeplejersken mente endeligt, at det ikke var det rigtige sted for mig at komme, da det primært er uerfarne læger, der blot scanner og hvis der er fosteraktivitet og ingen pågående blødning, bliver man sendt hjem igen. Hvilket jeg efterhånden også har prøvet et væld af gange og det er temmelig frustrende, da jeg mangler svar og min psyke er ved at være i laser. Jeg priser mig lykkelig og elsker mit ene barn, men har altid ønsket mig en god stor familie, hvor vi sammen kunne leve livet. Jeg ville egentlig gerne have haft mange børn, men var nået til at erkende, at jeg ikke er skabt til de her graviditeter, og derfor ville prøve med 2 børn, og så evt senere være aflastningsfamilie eller heltidsplejefamilie, hvilket jeg har haft inde på livet tidligere. Men efterhånden er jeg ikke sikker på, at jeg vil prøve mere hvis denne gang ikke lykkes, jeg er ved at være slidt. Når tilbage hvor jeg kom fra-lægen mente, jeg hellere skulle til at have et forløb i svangre-ambulatoriet, hvilket jeg både er lettet og bange ved. Lettet fordi jeg ikke længere tilhører boksen for gravide aborterende der kommer på akutklinikken. Bange fordi jeg skal til at give slip og turde tro på graviditeten, da jeg nu overgår til den svangrende del. Primært er jeg selvfølgelig glad, ikke mindst fordi der bliver fulgt op på det-det er fandme ikke normalt at være gravid i uge 15 og gå konstant rundt med et bind i trusserne-og fordi det bliver den samme læge hver gang, ikke hele tiden nye teorier.
På tirsdag skal jeg så derud, så ingen koagler og tiltagende blødning, eller voldsomme plukveer inden tirsdag, for så er det op på akutten igen.

Update på maven

Siden al det her med Anne, synes jeg at min blødning og plukkeveer har været vand ved siden af, og jeg har egentlig bare levet side om side med det.- Hvilket sikkert har medvirket til, at jeg har ordnet hjem, leget med Viggo osv over evne, i al fald, lå jeg på sofaen igår efter at have puttet lillemanden, og synes at, der var rigeligt gang i underlivet og tiltagende smerter, ud på toilettet og tisse-aaaghh-Ud væltede det med store koagler, pis pis pis, hjertet endnu gang op i halsen. F havde været i London og skulle være landet for længst, men mobilen var stadig slukket, tilbage på sofaen, ligge musestille, kun afbrudt af tisseture med ny blødning med koagler, ringe ringe ringe. Endelig F i røret, aftalte at jeg nu ringede vagtlæge for at kunne tage til Hvidovre, da jeg ikke længere havde åbne tider, herefter ville F komme i taxaen og drøne Viggo i dyne , F og jeg selv til Hvidovre.
Efter lidt ventetid kom vi til kl 00.30. Meget sød og grundig reservelæge, for en gangs skyld(hvor har jeg prøvet mange gange at komme derud, blive scannet, minus undersøgt og smidt hjem med besked; toflen lever andet kan vi ikke gøre...). Han undersøgte, podede, scannede, tjekkede alt og ringede endda til bagvagten, og hørte om der var mere han kunne gøre. Herefter tilbød han at vi kunne blive, men jeg ville hjem, at blive ændrede jo ikke situationen. Så fik jeg en tid til gennemundersøgelse imorgen, og så kunne vi tage hjem. Det der frustrerer mig mest, er at jeg ikke ka få en afklaring, at de ikke kan fortælle mig hvor blodet kommer fra, hvorfor, eller om jeg på nogen måde kan gøre noget for at holde på toflen. Jeg er efterhånden lidt af et nerverag med en puls på 120..-men ser frem til imorgen

Lille pause

Sidste onsdag ved 13 tiden, ringede F hjem, med rystende stemme og fortalte at der var noget galt med hans mor. Afsted med mig og dukkebarn i taxa til Bispebjerg skadestue. Min svigermor var helt uden for rækkevidde af denne verden. Diagnosen var meningitis, fandme, og konklusionen fra lægerne var blot, at de næste døgn var kritiske, og ville vise hvad der videre ville ske, men de kunne intet love. Herfra blev Anne overflyttet til epidemiafdelingen på Riget -Men min svigermor er en sej dame, meget sej-så allerede samme aften, var der en af sygeplejerskerne, der havde haft kontakt med hende, og næste dag var hun ved bevidsthed, dog noget tumlet og med hørenedsættelse-men her en uge efter har hun rettet sig pænt, og må siges efter omstændighederne at have det godt-hold kæft et chok-lige pludselig blev min selvcentrering omkring hele denne graviditet skubbet mile væk, det var egentlig rart at kunne tænke på nogle andre end sig selv..